Man er jøde, hvis man er født af en jødisk mor

Overrabiner Bent Lexner besvarer spørgsmål om jødisk identitet

Spørgsmål:

Jeg har nogle spørgsmål til jødiske tilhørsforhold, idet jeg igennem min opvækst har fået at vide, at min mor er af en jødisk familie, der via min ene tipoldemor er indvandret fra Rusland over Tyskland til Danmark. Min far, der har stået for min indsigt i kristendommen, har ofte sagt til mig at "Gud er det, Gud er. Gud er iblandt os, overalt."

Jeg har desuden fået at vide fra forskellige mennesker, at navnene på min mødrene side tilbage til min mormor er jødiske, men har aldrig fået det bekræftet, at Mai-Britt og Ruth skulle være specielt jødiske.

Jeg er dog meget i tvivl om, hvorvidt min antagelse om jødisk oprindelse er sand fordi jeg er døbt i Folkekirken og det oftest er min far som jeg har snakket om religion med.

Jeg er vidende om den religiøse arvelighed, men jeg er vel kristen når jeg er medlem af Folkekirken?

Er det en korrekt antagelse, at navne har tilknytning til religion eller er det en generalisering? Mor og mormor Mai-Britt og Ruth på min mors side?

Jeg er meget i tvivl om min tilknytning til jødedom, for kan jeg arve min religion? Jeg tror på, at der er én Gud og kun én og at jeg ikke må have andre, men jeg er igennem min opdragelse blevet indprentet, at jeg ikke må brokke mig, at jeg skal være tilfreds med det jeg har her og at det at møde nye mennesker er en gave, uanset hvad, samt at jeg skal hjælpe andre inden mig selv. Det er grundlæggende, men om det er jødisk skal jeg ikke kunne sige.

Min mor er udmeldt af Folkekirken, men jeg ved ikke om hun er medlem af Mosaisk Trossamfund, hun spiser skaldyr men vi får altid and eller gås til jul, aldrig flæskesteg.

Ja, kort sagt: Er der jøde i mig ?? Hvordan finder jeg evt ud af det?

Thomas Kelstrup

Svar:

Kære Thomas,

Din mail indeholder mange spørgsmål, men jeg skal forøsge at klargøre nogle ting for dig.

Man er jøde hvis man er født af en jødisk mor og ikke døbt. Det placerer vel dig!

Ruth et jødisk navn, men benyttes sandelig også af ikke-jøder så det beviser intet. May Britt er det til gengæld ikke.

Hvis jeg skal undersøge noget om din mor, så skal jeg kende navnene på hendes forældre gerne også på bedsteforældre. Hvis du har noget af det, er du velkommen til at skrive direkte til mig Bent@lexner.dk.

Om der er jødisk blod, er altså på nuværende tidspunkt svært at sige.

Mange venlige hilsner

Bent lexner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.