Navnet Israels historie

Jøder ved Grædemuren under påskefejring i april 2008. - Foto: AFP PHOTOGALI TIBBON

Det jødiske folk har brugt betegnelsen Israel om sig selv i over 3000 år, skriver Lene Andersen

Spørgsmål:

Hejsa!

Jeg vil gerne spørge om hvor navnet Israel stammer fra, altså hvorfor staten Israel har valgt at kalde sig selv lige netop Israel? Jeg vil også gerne vide om de israelitter som man omtaler i Koranen er det samme folk som man også omtaler i Torahen?

På forhånd tak
Mohammed

Svar:

Hej Mohammed

Navnet Israel stammer fra Første Mosebog, hvor Abrahams sønnesøn Jakob en nat kæmpede med en mand i ørkenen. På grund af mørket kunne Jakob ikke se, hvem han kæmpede med. Ingen af dem vandt rigtigt over den anden, men bagefter fik Jakob at vide, at det var Gud han havde kæmpet med. På de semitiske sprog - som både hebraisk og arabisk tilhører - betyder "El" Gud. "Isra" har flere betydninger, men en af dem er "at kæmpe". Isra-El er altså ham, der har kæmpet med Gud. Da jøderne nedstammer fra Jakob / Israel bliver de gennem resten af Biblen blandt andet kaldt israelitter.

Desuden var der fra 900-tallet fvt. to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 vt. (Det var den meget, meget korte udgave af historien!)

Når staten Israel hedder Israel i dag, skyldes det altså både, at det er et navn, som det jødiske folk har brugt om sig selv i over 3.000 år, og at der tidligere har eksisteret et kongedømme med det navn.

Præcis hvilken betydning af ordene israelitter eller Israel, som Koranen benytter sig af, afhænger dermed af, hvilket tidspunkt i historien Koranen taler om. Det kan være fortidens israelitter eller dem, der var samtidige med Muhammed. Det må du næsten kunne læse ud af sammenhængen.

Med venlig hilsen
Lene Andersen, jødisk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.