Palæstinensere og jøder er i familie med hinanden

Disse to mænd kunne i princippet være i familie med hinanden.

Spørgsmål:

Hejsa

Jeg har lige et spørgsmål omkring jødedommen. Kan en kristen eller muslimsk araber konventere til jødedommen?

Og kan en palæstinenser og en israeler godt være i familie med hinanden? Jeg mener, hvis man kigger tilbage på sit stamtræ, er det så muligt, at man kan finde en palæstinenser og en israeler i familie med hinanden?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Belal

Svar:

Hej Belal

Alle, der vil, kan konvertere til jødedommen. Det er godt nok meget besværligt, og der er tradition for, at rabbinerne forsøger at tale folk fra det, men der er ikke forskel på folk, og alle er lige velkomne.

Der er formentlig mange jøder og palæstinensere, der er i familie med hinanden. Palæstinenserne er arabere, og ifølge både jødedommen og islam nedstammer både jøder og arabere fra Abraham: Jøderne nedstammer fra Isak, og araberne fra Ismael.

Men vi behøver slet ikke at gå så langt tilbage. Inden Israel blev oprettet i 1948, var landområdet Palæstina blandt andet en del af det osmanniske rige, og senere var det en engelsk koloni. Alle, der boede i Palæstina, var palæstinensere: jødiske palæstinensere og arabiske palæstinensere, og flertallet af de arabiske palæstinensere var muslimer, og stort set resten var kristne.

Jøder, kristne og muslimer har boet side om side i Palæstina, siden henholdsvis kristendommens og islams opståen, og der er næppe nogen tvivl om, at folk fra tid til anden har giftet sig på tværs af religion. Det har været lige så problematisk med blandede ægteskaber den gang, som det er i dag, men det ville være dybt underligt, hvis det ikke har fundet sted.

Der er også jødiske israelere og arabiske israelere, som gifter sig med hinanden i dag, så der er absolut palæstinensere og jødiske israelere, der er i familie med hinanden.

Med venlig hilsen

Lene Andersen,

jødisk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.