Bibelen skal afkodes

Jeg har aldrig mødt nogen, som tror, at Bibelen er fuldstændig fejlfri, skriver Jens Bruun Kofoed.

SKRIFTSYN: De bibelske tekster må afkodes, før man kan forstå dem, skriver Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Er det forkert af mig at blive irriteret over dem, som har så "stor" en tro, at de mener, at alt i bibelen er 100 % korrekt, og at den skal forstås bogstaveligt i alt, hvad den siger?

Da mener jeg, at det bliver nok så afslørende, at bibelen baserer sig på et fejlagtigt verdensbillede - udfra den tids kundskaper - når der snakkes om himlene. T.o.m. Paulus lurede på, om han havde været i den tredje himmel (jf. udtrykket at være i den syvende himmel).

Videre hed det tidligere, at Guds Ånd svævede over vandene - hvor jorden lå der (flad?) med truende vandmasser både over og under jorden. Stemmer det, at man i antikken havde et lignende verdensbillede, som det ville være den rene galskab at fastholde som korrekt i dag?

Men sådan mente man fejlagtigt, at det forholdt sig dengang, ikke sandt? Da skulle det være vanskeligt at påstå, at bibelen ikke indeholder fejl?

Svar:

Lad mig først gå til bekendelse og sige, at jeg aldrig har mødt nogen, som tror, at Bibelen er fuldstændig fejlfri, hvis man læser den bogstaveligt fra ende til anden! Og jeg tvivler på at en sådan person overhovedet findes!

Sagen er nemlig, at de bibelske tekster indeholder mange forskellige genrer, og at disse genrer naturligvis må afkodes, for at man kan tolke tekster i overensstemmelse med forfatterens intention. Vi forestiller os jo f.eks. ikke, at Jesus i lignelsen om de betroede talenter taler om en discipel, som går og graver penge ned i sin baghave, men at Jesus i denne og andre lignelser taler i billeder; om ting, der kunne være sket i virkeligheden, men som altså ikke skete. De er lignelser.

På samme måde må også alle andre tekster i Bibelen afkodes ud fra deres genre, for at vi forstår dem ret, og i mange tilfælde er det – som i tilfældet med lignelserne – forholdsvis nemt. I andre tilfælde er det ikke helt så enkelt.

Når det drejer sig om skabelsesberetningen i 1 Mos 1,1-2,3, så taler vi om en beretning, der først og fremmest har et teologisk og antropologisk budskab: At Gud som skaberen er ophav til alt i himlen og på jorden, og der derfor er en væsensforskel på skaber og skabning, som bl.a. indebærer at mennesket er skabt til at tjene og ære Gud.

Beretningen taler også om, at alt i himlen og på jorden er blevet til ved at Gud skabte ved sit ord, men indeholder derimod ingen naturvidenskabelige forklaringer på denne skabelse. Det er f.eks. ikke umiddelbart indlysende, hvad det vil sige at "hvælvingen" kommer til at separere vandene i 1 Mos 1,7.

I mindst tre andre passager i GT hentydes der til denne separation mellem vandene, nemlig i Job 38,4-11; Sl 104,5-9 og Ordspr 8,27-29. Udtrykket har givet anledning til utallige spekulationer og er blevet taget til indtægt for den ene naturvidenskabelige teori om dannelsen af kosmos efter den anden, men vi må konstatere, at vi stadig ikke har viden nok til at kunne fastslå, hvad det egentlig betyder.

Den ene mulighed er, at teksten tager udgangspunkt i den gængse forestilling om kosmos i den gamle Orient, hvor den tørre landjord opfattedes som beliggende mellem vandet over himmelhvælvingen og vandet under jordoverfladen. Denne kosmologi er kendt fra både Mesopotamien og Egypten og noget tyder på, at der i hvert fald andre steder i Gammel Testamente tages udgangspunkt i en sådan forestilling.

Når det f.eks. i 1 Sam 2,8 hedder at jordens søjler tilhører Herren, han satte jorden på dem", og i 1 Mos 7,11 hedder om vandfloden, at det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet", så afspejler det tilsyneladende samme forestilling.

Når det i 1 Mos 1,7 hedder, at Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen", så kan der være tale om, at der tages udgangpunkt i en almen accepteret forestilling for at forklare det uforklarlige – nemlig at Gud skabte himlen og jorden – uden at denne forestilling som naturvidenskabelig forklaring dermed sanktioneres.

Noget lignende gør sig efter al sandsynlighed gældende i Salmernes Bog, hvor der tages udgangspunkt i kana'anæiske, mytologiske forestillinger om havuhyrerne Rahab og Leviathan for at understrege pointen, nemlig at Gud har al magt i himmelen og på jorden.

Når vi har taget højde for disse litterære forhold, indeholder Biblen så stadig ikke fejl?

Det korte svar er, at det er en trossag, for Bibelens ufejlbarlighed kan ikke bevises! En historiker vil højst kunne sandsynliggøre, at f.eks. kong David er en historisk person, eller at Abraham aldrig har eksisteret i virkeligheden. Tilbage står så, hvor meget vægt man vil tillægge teksternes eget vidnesbyrd, og den virkningshistorie, som teksterne har haft.

Bedste hilsner

Jens Bruun Kofoed

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.