Er jeg bare en almindelig kristen?

Young female resting head on arms, looking at laptop, side

Man når aldrig ud over det stadium blot at være en almindelig kristen, skriver sognepræst Ricardt Riis. Foto: Foto:colourbox.com

Hvis man er protestant og vil finde frem til den sande kristendom, skal man rådspørge Bibelen, svarer sognepræst Ricardt Riis

Spørgsmål:

Jeg er meget forvirret vedrørende katolicisme og protestantisme. Jeg ved ikke, hvad jeg er af de dele.

Altså, jeg tror på Gud, men jeg tror ikke på alt det, der står i Bibelen.

Jeg tror på, at Jesus har været iblandt os.

Er jeg bare normal kristen eller hvad?

Venlig hilsen
Camilla

Svar:

Kære Camilla

Én af modsætningerne mellem protestantisme og katolicisme er det forskellige forhold til Bibelen.

For katolikken er det kirken, man skal rådspørge, hvis man vil finde frem til den sande kristendom, kirken repræsenteret ved Peters efterfølger, paven i Rom. For protestanten har det gennem de første tre århundreder efter reformationen været Bibelen, man skulle rådspørge.

Det første synspunkt, at rådspørge paven, viste sig i middelalderen at have visse vanskeligheder. For på visse tidspunkter var der to paver at rådspørge, til tider endda tre.

Så da der på reformationstiden endelig kun var én pave at spørge til råds, udarbejdede den katolske kirke den teori, at paven var Kristi statholder på jorden, igennem ham kunne man få sandheden at vide, eller som det hed efter 1870; når han udtalte sig ex cathedra, var det Helligånden, der talte igennem ham.

Det andet synspunkt, at det var i Bibelen, man kunne finde den kristne sandhed, fik i 1800 og 1900-tallet nogle gevaldige skud for boven. For med den moderne tekstkritik lod det sig ikke fastholde, at hvert ord i Bibelen var som talt af Gud selv.

Den historisk-kritiske tilgang til Bibelen lod den fremstå som ethvert andet oldtidsskrift, forholdsvis sikkert overleveret, men menneskelig og kun menneskelig i al sin fremtoning. Det har været en stor anfægtelse for mange protestanter, men jeg vil dog vove den påstand, at ganske mange har fundet en rimelig løsning på dette problem.

Af dem tænkte jeg først på at nævne Grundtvig, for hans løsning er for mig at se ganske interessant og frugtbar. Men ved nærmere eftertanke tror jeg, jeg vil nævne Mark Twain. Hans udsagn er knap så teologisk, men ikke desto mindre ganske givende.

Mark Twain har engang sagt, at det, der voldte ham problemer med Bibelen, ikke var alle de mange ord, han ikke forstod, men derimod alle de ord, han faktisk forstod.

Ét af de ord, jeg mener, jeg har forstået, er ordet om at vende den anden kind til. Det lyder sådan i sin helhed: 

"I har hørt, at der er sagt: øje for øje og tand for tand, men jeg siger til jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men, slår nogen dig på højre kind, så vend også den anden til, og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen, og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham" (v39 - 41).

Det er faktisk til at forstå, at vil man forsones med sin næste efter et skænderi, efter en uenighed, efter en surhed, så finder forsoning ikke sted, hvis man holder på sin ret. Tværtimod, hager man sig fast i den uret, man mener, er begået imod én, så forhindrer selve denne rethaveriskhed, at der opstår forsoning.

Forsoning kan derimod opstå, hvis man opgiver sin ret, selv om man måske har ret. Derigennem viser man jo, at det betyder mere for én, at man igen blive ét med den anden, end at man får ret over den anden.

Er så dette ord fra Gud? Er så Jesus Guds søn? Tja, det er vel problemer, som vi teologer har fået at spekulere over. Og det er nok ikke helt hen i vejret at prøve at finde svar på dem.

Men, vi teologer har jo også et liv, vi skal leve. Og det svar, vi finder frem til, skulle jo gerne have forbindelse til vor almindelige dagligdag, hvor uenighed opstår og forsoning finder sted. Og derfor har vi teologer det vist også sværest med de ord, vi forstår eller; man når aldrig ud over det stadium, blot at være en almindelig kristen.

Venlig hilsen
Ricardt Riis
Sognepræst,
blogger på www.eftertanke.dk