Hvad vil det sige at ære sine forældre?

At ære sin far og mor handler både om lydighed, respekt og omsorg.- Foto: stock.xpert

Det fjerde bud handler om at se alderdom som symbol på menneskelig visdom og sand gudstro, skriver Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål angående det fjerde bud: Ær din far og din mor. Hvad betød det i gamle dage, og hvad betyder det i dag?

Lotte

Svar:

Kære Lotte!

Eftersom Henrik Højlund har skrevet et glimrende svar til den sidste del af dit spørgsmål et andet sted på kristendom.dk, vil jeg anbefale dig at klikke ind på det og se, hvad han skriver.

Når det gælder "gamle dage", så viser eftersætningen "for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig" (2. Mos. 20,12) viser, at buddet i den gammeltestamentlige kontekst først og fremmest handler om at vise respekt for de ældste, hvad enten det så er
forældre eller andre autoriteter, med alderdommen som et symbol på den ideelle praktisering af menneskelig visdom og sand gudstro.

Konkret handler det i Gammel Testamente derfor om at lytte til og handle i overensstemmelse med de vise råd, som de erfarne ledere i storfamilien, landsbyfælleskabet og samfundet som helhed, kan give. Udover lydighed og respekt handler det fjerde bud også om omsorg for de svage (for)ældre.

Et langt liv er altså i den gammeltestamentlige kontekst afhængig af, at de unge respekterer, lytter til og har omsorg for de gamle.

Bedste hilsner

Jens Bruun Kofoed, Adjunkt i Gammel Testamente ved Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.