Hvad ville Luther have sagt om Muhammed-krisen?

Martin Luther.

For Luther var dette at sige, hvordan de kristne så på Muhammed, en ufravigelig del af dette at forkynde evangeliet, fortæller Ricardt Riis. Foto: Foto: Arkiv

Luthers islamkritik kan ikke sammenlignes med Muhammedtegningerne, for han var ikke satiriker. Men han taler ikke pænt om Muhammed, svarer pensioneret sognepræst Ricardt Riis

Spørgsmål:

Hvad ville Martin Luther sige om ytringsfrihed i forbindelse med Muhammedkrisen, ville han være for eller imod ytringsfrihed og hvorfor?

Svar:

Kære spørger!

Det er altid farligt at stille den slags spørgsmål, du stiller; spørgsmål, hvor man spørger, hvad den og den store fortidsperson ville have sagt til det og det nutidsspørgsmål. Og jeg må derfor med det samme sige, at jeg ikke kan besvare spørgsmålet, som det er stillet. Men derfor kan der godt siges noget interessant om sagen.

Begrebet ytringsfrihed var ikke opfundet på Luthers tid. Alligevel kan der siges noget om det, for Luther oplevede en ytringsfrihed i praksis. Trykkerier og boghandlere havde kronede dage, der var penge i branchen, alt kunne sælges, og specielt, hvis der stod Martin Luther på forfatterpladsen, gik bøger og pjecer som varmt brød.

Den frihed ville Luther godt forsvare. Da han således hørte, at nogle præster i skriftestolen afkrævede deres sognebørn svar på, om de læste nogle af Luthers skrifter, udgav han et skrift, der skulle vejlede de kristne i, hvordan de skulle stille sig i den anledning. (se her).

Og da hertug Georg af Sachsen ville forbyde folk at eje nogle af Luthers bøger, også hans udgave af det ny testamente, skrev han, at man ikke under nogen omstændigheder frivilligt skulle aflevere sådanne bøger til øvrigheden, men heller ikke sætte sig til modværge, dersom øvrigheden ville foretage husundersøgelser (se her).

Hvad angår forholdet til Muhammed-krisen, kan man læse om Luthers syn på muslimer i almindelighed i hans to skrifter fra 1529 og 30: Om krig mod tyrken og Hærprædiken imod tyrken (betegnelsen tyrken står som synonym for muslimerne). Her hedder det f.eks.:

For han lader i virkeligheden ikke de kristne komme offentligt sammen, og der er heller ingen, der offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed. (se her).

Det første er nok lidt overdrevent, for de kristne havde ret til at afholde deres gudstjenester i de muslimske lande, men det sidste: at man ikke offentligt må bekende Kristus eller prædike eller lære imod Muhammed, er sandt nok.

Hvordan det nærmere betragtet gik for sig, har en præst ved navn Eulogius berettet om. Hans beretning stammer fra Cordoba i Spanien omkring 850, men kan sikkert godt gælde som symptomatisk også for de tyrkere, Luther havde som naboer.

Han fortæller om en præst, Perfectus, der lod sig lokke af sine muslimske landsmænd til at sige noget om, hvordan de kristne så på Muhammed, dog først efter at have afkrævet dem et løfte om, at de ikke ville efterstræbe ham for det.

Men da de hørte ham sige, at deres profet var den værste af de falske profeter, besat af den gamle fjendes blændværk, forlokket af dæmoners bedrag, osv., brød de det løfte, de havde givet ham og anklagede ham for deres dommer, og den arme præst blev arresteret og siden henrettet. (se her).

Og der er nok ingen tvivl om, at hvis muslimerne eller tyrken havde fået erobret Tyskland og således fået Luther ind under deres herredømme, så ville de i de to ovennævnte skrifter kunne finde rigeligt at anklage ham for.

Lad mig bare nævne hans anklage mod Muhammed for at ville udbrede sin religion med sværdet: Derfor er tyrken i virkeligheden ikke andet end en rigtig morder eller landevejsrøver (se her).

Om en sådan udtalelse kan sidestilles med Kurt Westergaards satiriske tegning, det er måske uvist, for Luther var ikke satiriker. Men man kan ikke sige, at han taler pænt om Muhammed.

For ham at se var dette at sige, hvordan de kristne så på Muhammed, en ufravigelig del af dette at forkynde evangeliet.

Med venlig hilsen
Ricardt Riis
Pensioneret sognepræst