Hvorfor skal vi elske vores fjender?

"Udsagnet her er et af de herlige paradokser, som Jesus krydrede sin undervisning med for at få os til at tænke om", skriver forfatter Ben Alex. Foto: Foto: colourbox.com

Spørgsmål:

Det er muligt, at jeg har misforstået noget, men ordlyden i Bibelen giver indtryk af, at man skal elske sine fjender og gøre godt mod dem (Matt 5:44, Luk 6:27). Hvad er ideen med det ?

Hvis man belønner en hvalp, hver gang den skider på gulvet, så vil den blive ved med at skide på gulvet. Hvis man belønner Osama bin Laden, hver gang han laver terror, så vil han blive ved med at lave terror. Hvad er meningen ?

Med venlig hilsen
Nils Jensen

Svar:

Kære Nils Jensen

Tak for dit spørgsmål. Det er rigtigt, at Jesus siger: Elsk jeres fjender og gør godt imod dem, der hader jer! Hvad mente han med det? spørger du.

For det første: Man kan rigtigt nok gøre godt imod sine fjender men kan man også elske dem? Strengt taget nej, for når man elsker nogen, kan de ikke længere være ens fjender. Så udsagnet her er et af de herlige paradokser, som Jesus krydrede sin undervisning med for at få os til at tænke om.

For det andet: Hvordan begynder man at elske nogen, der er ens fjende? Man begynder med at sætte sig i hans sted, så man forstår grunden til hans fjendskab. Og det kræver en anden bevidsthed end den, du giver udtryk for her. Man må være villig til at lytte fordomsfrit til hans argumenter og vise empati for hans følelser. Hvis du kan gøre det, vil du i næsten alle tilfælde gøre den opdagelse, at det ikke er den anden, som er fjenden, men dig selv. Når du erkender det, må du give dig selv medfølelse og elske dig selv først. Som Jesus siger andetsteds: Elsk din næste som dig selv! Altså: elsk dig selv først, så kan du også elske andre. Hvis du virkelig kan elske dig selv på en uselvisk måde, vil du være i stand til at elske alle, for du ser ikke længere modmennesker, kun medmennesker. Der er ganske enkelt ikke længere nogen fjender.

For det tredje: At elske er ikke det samme som at belønne. Kærligheden giver ikke gaver eller uddeler præmier. Den tilgiver ikke engang, for den kan ikke se, at der er noget at tilgive. Den giver sig selv. Den favner, respekterer og fremdrager altid det bedste i den anden. Men den favner ikke uretfærdighed og ondskab. Derfor kan du godt elske bin Laden uden at sanktionere det, han gør. Kærligheden søger altid sandheden og retfærdigheden. Jesus elskede også farisæerne, men han talte imod det, de stod for.

For det fjerde: Når Jesus siger, du skal elske dine fjender, så er det i virkeligheden ikke dine fjender, han primært tænker på, men dig. Jesus var ikke en moralist med høje etiske fordringer til folk. Han var en vismand, og en vismand forsøger ikke at få sine disciple til at forandre verden. Han forsøger at forandre dem. Derfor sagde han: Gør ikke modstand imod det onde, for derved ødelægger det onde dig. Han vidste, at når du modsætter dig det onde i dette tilfælde dine fjender så spilder du din energi på det onde. Det onde kan ikke ophæves med modstand. Tværtimod, det onde ødelægger dig, når du gør modstand imod det, på samme måde som det ødelægger dig, hvis du giver efter for det. Hvad enten du gør modstand, eller du giver efter, narres du til at spille efter det ondes regler. Derfor: Spild aldrig din energi på det onde. Giv aldrig efter. Gør aldrig modstand. Vend den anden kind til, siger Jesus. Det vil sige: Lad det ikke få magten over dig. Hold fast i din indre værdighed og kraft. Derved holder du energien hjemme i dig selv. Det er gennem denne energi, at verden omkring dig ubemærket forandres, inklusive dine fjender og mest af alt dig selv.

Med venlig hilsen
Ben Alex
Forfatter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.