Indre Mission er en markant subkultur

De fleste kender til Indre Mission fra romanen Fiskerne af Hans Kirk, skriver Leif Andersen.

VÆKKELSESBEVÆGELSE: Efter Anden Verdenskrig har Indre Mission oplevet en vis nedgang i tilslutning, men der arbejdes meget med at opdatere arbejdet, så det kan fungere tidssvarende, skriver Leif Andersen

Spørgsmål:

Hvad er forskellen på Indre Mission og den øvrige evangelisk-lutherske kirke?

Signe

Svar:

Kære Signe

Tak for dit spørgsmål!

Formelt set er der ingen forskel. Indre Mission har ingen specielle standpunkter eller lærepunkter. Den har samme fem bekendelsesskrifter som folkekirken og er simpelt hen en del af folkekirken. "Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark" (som den helt præcist hedder) danner ikke egne menigheder eller har egne præster osv. Faktisk har den ikke engang egne medlemmer; man kommer bare i missionshuset i det omfang, man har lyst til det.

Alligevel er Indre Mission en markant subkultur i det kirkelige landskab, med en egen tradition og en egen profil. Baggrunden er en række åndelige vækkelsesbevægelser blandt lægfolk i 19. årh. i Danmark. Nogle præster havde (med en gammel forordning i hånden) forbudt, at lægfolk samledes i hjemmene til sammenkomster i sognet. Men i 1861 blev Indre Mission stiftet som en forening, der på evangelisk-luthersk grund og så vidt muligt i forbindelse med folkekirkens præster skulle "virke til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund."

Det blev så virkeliggjort bl.a. ved opførelsen af flere hundrede missionshuse, hvor man samledes om forkyndelse osv. Særpræget er en stærk personlig forkyndelse med opfordring til omvendelse og tro og til et kristent liv i lydighed mod Guds ord. Forståelsen af Bibelen er konservativ; dvs. man regner den for Guds troværdige ord, forpligtende også på punkter, hvor man selv måtte være tilbøjelig til en anden opfattelse.

Efter anden verdenskrig har IM oplevet en vis nedgang i tilslutning. Men der arbejdes meget med at opdatere arbejdet, så det kan fungere tidssvarende.

I 1979 blev IM udvidet med et eget ungdomsarbejde, Indre Missions Ungdom.

Imidlertid er IM i dag blandt flertallet ikke kendt fra et reelt kendskab til konkrete missionsfolk, men fra en roman fra 1928: Hans Kirks Fiskerne. Trods Kirks sympati for missionsfolkene var den imidlertid ret tendentiøs i sin beskrivelse; og nutidens missionsfolk kan have meget svært ved at genkende sig selv i den.

Du kan læse mere på www.indremission.dk og www.imu.dk.

Med venlig hilsen

Leif Andersen
Rejsepræst i Indre Mission og lærer på Menighedsfakultetet, Århus

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.