Indre mission og karismatisk kristendom

KIRKERETNINGER: Den karismatiske bevægelse rummer træk, som jeg vanskeligt kan få til at stemme med det Nye Testamentes skildring af forkyndelse og kristenliv, skriver Leif Andersen

Spørgsmål:

Hvordan er forholdet mellem Indre Mission og OASE-bevægelsen? Er OASE-bevægelsen efter din mening det længe ventede svar på en kristen vækkelse i Danmark? Og hvad er dit syn på teologiuddannelsen SALT (Skandinavisk Akademi for Ledertræning og Teologi, red.)?

Samuel

Svar:

Kære Samuel

Tak for dit spørgsmål!

Forholdet mellem Indre Mission (IM) og den karismatiske OASE-bevægelse er ikke enkelt og kan ikke sættes på én formel. Der er en række afgørende områder, hvor de to bevægelser står side om side i dagens kirkelandskab:

1. De deler synet på Bibelen som Guds ord.

2. De deler længslen efter vækkelse og lægger vægt på et personligt gudsforhold.

3. De står begge for en klassisk kristendomsforståelse.

4. De er begge folkekirkelige og ønsker begge at være lutherske.

Derfor vil du også opleve, at de har meget at give hinanden og står i en fælles front mod megen modernistisk kristendomsforståelse.

Men der er også forskelle: IM er mere skeptisk og OASE mindre skeptisk over for forskellige strømninger inden for den karismatiske bevægelse. Denne forskel er til tider så markant, at de ryger uklar med hinanden og kan have vanskeligt ved at finde den broderlige tone i debatten. Måske fordi de ellers på så mange områder ligner hinanden.

For et par årtier siden var forholdet meget enten-eller og samtalen meget sort-hvid. De seneste år er fronten blevet meget blødt op: I IM erkendes det ofte, at den karismatiske bevægelse har påpeget sider af Guds ord, som mere traditionelle bevægelser har fortrængt; og der er sket en væsentlig inspiration derfra. Og i OASE erkendes det ofte, at den ukritiske åbenhed over for sværmeriske sider af den karismatiske bevægelser kan koste dyrt i evangelisk klarhed. Det har gjort samtalen meget mere imødekommende. Det er også blevet klarere, at der er store forskelle inden for hver enkel af de to bevægelser.

En bagside ved denne nye imødekommenhed kan dog være, at det i dag kan være svært samtidig at fastholde den reelle teologisk uenighed og tale den sundt og konstruktivt igennem.

Jeg tør ikke have nogen mening om, hvorvidt OASE er det længe ventede svar på vækkelse i Danmark. Dels "venter" jeg for min egen del ikke nogen vækkelse - jeg håber på den, beder om den, tror at den er mulig; men jeg tør ikke vente den som noget, der er stillet os i udsigt. Dels bærer den karismatiske bevægelse træk, som jeg personligt vanskeligt kan få til at stemme med den måde, hvorpå jeg forstår det Nye Testamentes skildring af forkyndelse og kristenliv.

På den anden side er det tæt på at være et kirkehistorisk faktum, at i dag (i hvert fald globalt set) sker de fleste omvendelser til kristendommen i karismatiske sammenhænge, ikke i de traditionelle historiske kirkesamfund. Og selv om både IM og OASE vil fastholde, at en sådan vækst ikke nødvendigvis er nogen målestok for, hvor den sandeste og sundeste kristentro ligger, er det en alvorlig udfordring til IM og andre traditionelle bevægelser.

Hvad uddannelsen SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi) angår, må jeg tilstå, at jeg ved for lidt konkret om den. Men det, jeg kender til den, virker lovende og meget spændende; og man må ønske den al mulig fremgang som en medspiller i dansk teologi.

Leif Andersen
Lektor på Menighedsfakultetet i Århus og rejsepræst i Indre Mission

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.