Kan protestanter have skytsengle?

Man skal passe på med at opfatte engle som en slags gudevæsener eller åndevæsener, som handler i egen kraft og på eget initiativ, mener Karen M. Larsen Foto: Wikimedia Commons

Vi har jo Jesus Kristus, der er vores ven og beskytter. Hvorfor bruge tid og energi på at lede efter en engel? skriver kristne Karen M. Larsen

Spørgsmål:

For nylig faldt min familie i snak om 'personlige skytsengle'. Jeg har derfor nogle spørgsmål i den forbindelse.

Er en personlig skytsengel kun et aspekt inden for den katolske kirke? Kan man have sin egen skytsengel, selvom man er protestant?
Hvordan finder man sin skytsengel?

Med venlig hilsen
Mike Alfastsen

Svar:

Kære Mike Alfastsen

Nu findes der jo mange måder, man kan være protestant på, så derfor giver det næppe så meget mening at spørge om, hvorvidt man som protestant kan have sin egen skytsengel. Svaret vil nemlig være forskelligt alt efter, hvem man spørger.

Personligt vil jeg sige, at ideen om skytsengle kan siges at have et bibelsk grundlag i og med, at vi i Matthæus-evangeliet kap. 18 vers 10 kan læse følgende:

Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har skytsengle (med mindre man naturligvis vil problematisere selve tanken om eksistensen af engle) men om det er en god idé at ville tage kontakt med dem.

Problemet, som allerede Oldkirken var opmærksom på, er, at folk let kan komme til at se engle som en slags gudevæsener eller åndevæsener, som handler i egen kraft og på eget initiativ og dermed både kan og skal tilbedes, eller kan bruges som kontaktpersoner til den overnaturlige verden. En sådan forestilling vil være i direkte modstrid mod den centrale kristne idé om, at der kun findes én Gud, og at vi ikke må tilbede andre end Gud.

Engle er i kristen forstand blot væsener, som Gud har skabt til at tjene ham og til at udføre hans befalinger. Nogle kristne vil endda mene, at dem, der forsøger at komme i kontakt med deres skytsengle eller andre engle, risikerer at komme i kontakt med dæmoner og vil dermed blive ledt i fordærv.

Så galt håber jeg nu ikke, at det kan gå, men jeg ser ingen grund til at kontakte ens skytsengel. Vi har jo Jesus Kristus, der er vores ven og beskytter. Han står højt over alle engle! Ham kan vi tillidsfuldt bede om hjælp, så hvorfor bruge tid og energi på at lede efter en engel?

Med venlig hilsen
Karen M. Larsen
Cand. mag. og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.