Ordet 'synd' har ændret betydning

Jeg hører oftest ordet 'synd', når folk har spist en flødeskumskage for meget, skriver Alice til Morten Munch.

Spørgsmål:

Hej Morten

Jeg vil gerne spørge dig om begrebet 'synd'. Synes du, det er noget, "almindelige" mennesker beskæftiger sig meget med i det senmoderne samfund, og i hvilke tilfælde? Jeg hører det mest, når folk har spist en flødeskumskage for meget. Jeg synes 'skyld' er mere anvendt.

Med venlig hilsen

Alice

Svar:

Kære Alice

Jeg kan kun give dig ret i din konstatering af, at begrebet synd så godt som ikke bruges længere i vores sprog og kultur med det indhold, det har i kristendommen.

Jeg er ikke helt klar over, hvor du vil hen med denne konstatering, da du ikke spørger ind til årsagen hertil eller spørger ind til det bibelske indhold i syndsbegrebet eller spørger, om begrebet kan erstattes af en anden terminologi, som er mere forståelig for mennesker i dag.

Ud over den konstatering du gør dig, mener jeg, at vi også kan konstatere, at senmoderne mennesker i basale spørgsmål opretholder en sondring mellem godt og ondt, ret og forkert. Der er i tiden en optagethed af etiske emner, og som du selv skriver, er begrebet skyld stadig en del af danskernes vokabular.

Et særkende ved en bibelsk brug af ordet synd er, at det ikke kun er en handling eller en attitude som er moralsk forkert i forhold til vort medmenneske, men også gør os skyldige i forhold til Gud som livets giver.

Synd i kristen mening forudsætter, at livet os mennesker imellem leves så at sige foran Gud som livets designer. Det er en dimension, som mange i dag enten ikke er enig i eller ikke er sig bevidst. Det interessante i et kristent perspektiv er ikke synden, men syndens tilgivelse, forsoning af relationen til Gud og medmennesket, og en transformation eller nyskabelse af mennesket ved troen på Jesus i retning af det gode og værdige liv, som Gud har skabt mennesket til.

Venlig hilsen

Morten Munch,

cand.theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.