Skal vi forstå kristendommen som tro eller viden?

Thomas Teglgaard har med "Tårnet i Sinear" lagt vægt på at skrive en bog, der kan læses af

"Korset er erkendbar historie bekræftet af blandt andre historikeren Josefus", siger cand.theol. og ph.d. i missionsvidenskab Knud Jørgensen. Krusifixet på billedet er fra Nova Scotia, Canada. Foto: Justin Guariglia

I enhver livsanskuelse - også den kristne - må der være plads til en dialog mellem tro og viden. Som en forfatter ved navn Axel Hjeresen sagde til min generation: Man behøver ikke være dum for at være kristen - Knud Jørgensen, adjungeret professor

Både oplysningstiden og postmodernismen satte spørgsmålstegn ved religionerne og giver muligheden for flere sandheder i stedet for kun en, forklarer cand.theol. og ph.d. Knud Jørgensen, men påpeger dog, at Jesus korsfæstelse er et eksempel på, at viden og tro kan kombineres

Spørgsmål:

Efter jeg i går aftes med en af mine kammerater havde en lang samtale, som vi så ofte har, blev vi enige om, at verden må være til, fordi en selvopretholdende og eksisterende kraft har villet det. Resten er vi dybt uenige om!

Vi kommer begge i Indre Missions Ungdom/Luthersk Missions Ungdom og bliver den vej igennem påvirket. I den forbindelse er jeg kommet til at tænke på frelsesvished. Den vil jeg ikke vides af.

Vi er begge ret så skeptiske over for kristendommen - men ser den som det, der kommer sandheden (kraften; katalysatoren) nærmest, som det ser ud nu.

Min kammerat vil pinedød vide sandheden og erkende den. Jeg siger, det ikke kan lade sig gøre, og at vi kun kan tro den, men aldrig erkende den!

Her er der måske uenighed inden for kristendommen...?

Kristendommen siger, at vi skal tro (have tillid) til Guds ord - så frelses vi, og det kan vi vide, vi bliver, hvis vi stoler på ordet i Bibelen. Men hvis vi anser os for frelste og har den overbevisning, at det er Sandheden, gøres kristendommen da ikke til en videnssag frem for trosanliggende?

LÆS OGSÅ: Har kristendommen udviklet sig?

Hvis vi véd, at troen (gerningsperspektiv/treenighedslære/Bibelens bogstavtroværdighed/den dobbelte udgang lader vi i denne omgang ligge) på Jesu offer vil frelse, har vi da ikke patent på virkeligheden - og ved altså, at alle andre strømninger i verden er usande?

Er det Kristendom?

Jeg er selv umiddelbart af den opfattelse, at sandheden ikke er relativ, men at vi kun kan se en flig af den. Her tænker jeg, Hulelignelsen på sin vis demonstrerer det ganske udmærket.

Vi kan tro, at verden er til, fordi noget ville det, men om så evolutionen har gået sin gang, og Immanuel Kant har formået at lægge fundament til vores pligtetiske tankegang den dag i dag, om spørgsmålet er, hvorvidt vi burde begå selvmord, eller om meningen med livet overhovedet i det hele taget kan forklares - og ikke mindst om det skal; og om vi kan rumme det, om det er villet, at vi ikke skal kunne, og om vi skal være gode overfor hinanden, og hvad det vil sige at være god, ... er det ikke underordnet i Kristendommen?

Handler det ikke om, at tro på Jesu offer frem for at udtage patent på sandheden?

Med venlig hilsen
Alex Carving Ahn

Svar:

Kære Alex
 
Lad mig gribe fat i spørgsmålet om tro og viden og samtalen mellem disse to.

En af kirkens ledende teologer i middelalderen hed Anselm af Canterbury. Han sagde følgende om sammenhængen mellem tro og viden: Troen spørger forstanden, og forstanden spørger troen. Det betyder, siger Anselm, at jeg tror for at kunne forstå (credo ut intelligam),  og jeg forstår for at kunne tro.

I enhver livsanskuelse - også den kristne - må der være plads til en dialog mellem tro og viden. Den ene skal ikke spilles ud mod den anden. Som en forfatter ved navn Axel Hjeresen sagde til min generation for meget længe siden: Man behøver ikke være dum for at være en kristen.

Oplysningstiden gjorde viden og erkendelse til en eksakt videnskab om alle tings årsag og viden. Troen blev dermed placeret i det private rum, mens fakta og viden hørte til i det offentlige rum. Det blev derfor et dogme, at kun det, som kunne ses og tælles og vejes, var virkeligt.

LÆS OGSÅ: Hvorfor alle de skænderier om, hvad kristendommen er?

Sådan vil de færreste videnskabsfolk sige det i dag. I et postmoderne verdensbillede sætter man også spørgsmål ved troen på videnskaben som den eneste sandhed; ja, i grunden sætter man spørgsmålstegn ved alle de store sandheder og alle de store historier (idelogier, videnskaber, religioner). Den store fortælling er blevet afløst af de mange små, private livshistorier, hvor anything goes.

Sandhed er blevet et flertalsord. Hvad skal vi så sige til en sådan dekonstruktion af sandhed? Skal vi vælge en ny-åndelig vej, hvor det guddommelige er noget, jeg finder på bunden af mig selv, og hvor man derfor kan vælge, hvad man nu måtte have lyst til fra religionernes store kolde bord? Eller den gamle Platons Hulelignelse, hvor det eneste vi ser, er skyggerne på væggen fra lysets større virkelighed uden for hulen?

Du nævner troen på Jesu offer: Handler også den tro om at tage patent på sandheden, spørger du. Der er teologer, som ser netop Jesu kors som det faste punkt og kalder det for tidens midte, som har sat skel mellem fortid og nutid og fremtid.

LÆS OGSÅ: Er det ikke egoistisk altid at forvente Guds tilgivelse?

Det er baggrunden for vor tidsregning med før og efter Kristus. Her bliver det historiske kors og Jesu død og opstandelse det sted, hvor vandene skiller, a la den jyske højderyg, som sætter skel mellem, hvad vej åerne løber.

Her handler det om viden: Korset er erkendbar historie bekræftet af blandt andre historikeren Josefus. Og her handler det om tro: Korset bliver det sted, hvor min tro hænger,  fordi den er en tro på Kristus.

I min verden betyder det, at troen i sig selv ikke er noget vigtigt, men tro på Kristus er mit livs midte, fordi Kristus er tidens midte. I det perspektiv er kristendommen ikke en videnssag, men en relation mellem Kristus og mig.

Korset bliver Guds magnet i verden. Ikke Gud som en kraft eller katalysator, men en korsfæstet Gud, som kalder mig ind i et livsfælleskab med sin søn og med sig selv.
 
Med venlig hilsen
Knud Jørgensen
Adjungeret professor ved Menighetsfakultet i Oslo

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.