Steiner og Martinus står uden for kirken
Spørgsmål:
Som bekendt anså to store "ånder" som Rudolf Steiner og Martinus sig selv for at være kristne.
Begge henviser til Bibelen, når de begrunder deres standpunkter. Jeg synes, de begge har religionsfilosofisk format til ikke blot at blive ignoreret, som folkekirkens repræsentanter hidtil har ment sig kvalificerede til.
Den såkaldte tidsånd har snart sagt reduceret kirkegængernes antal til nul. Måske er en del af årsagen meget lav teologisk lofthøjde.
Jørgen Eriksen
Færgegårdsvej 15
4760 Vordingborg
Svar:
Kære Jørgen Eriksen
Tak for dit spørgsmål, der sætter fingeren på et meget vanskeligt punkt: Hvem er "inde," og hvem er "ude" i forhold til kirken?
For ethvert fællesskab må nødvendigvis drage nogle grænser for, hvad der er acceptabelt inden for dette fællesskab. Men grænserne er til gengæld altid til forhandling.
Så hvorfor går grænsen lige ved to så store ånder som Steiner og Marinus, der begge ser sig som kristne? Og er det en grænse, der principielt set godt kunne ændre sig, hvis kirkens repræsentanter fik øjnene op for deres betydning?
Personligt er jeg overbevist om, at de to personer, som du nævner - og med dem mange andre - i høj grad kan være med til at inspirere kirken, fordi de beskæftiger sig med de problemer, som moderne mennesker har i forhold til det religiøse.
Det drejer sig især om forholdet mellem tro og viden. Moderne mennesker har det svært med ordet "tro," fordi det er alt for tæt forbundet med en autoritær religiøs magtstruktur, der har defineret, hvad almindelige mennesker skal tro på.
I stedet for tro, så har Steiner og Martinus lagt vægt på egen erfaring og en spirituel viden eller indsigt, der gør den enkelte til den egentlige autoritet.
Anliggendet, at frigøre den enkelte fra autoritære magtstrukturer og blind lydighed og fremme den enkeltes ansvarliggørelse for sin tilværelse, er der fra en kirkelig vinkel således ikke noget i vejen med.
Men der ligger i den grundlæggende kirkelige grammatik en modvilje mod at lægge så stor vægt på indsigt (gnosis).
Det er en modvilje, der går helt tilbage til Oldkirkens opgør med den gnostiske kristendom, som Da Vinci-mysteriet hælder så meget til.
Den kirkelige kristendom benytter sig i stedet for af et sprog om den religiøse viden, som lægger vægt på troen, fordi troen er udtryk for en tillidssag mellem to forskellige personer.
I en trosbaseret relation til hinanden lærer vi at kæmpe med vores ansvar for os selv og hinanden, vi lærer at tilgive og gøre op med uretfærdighed. Og vi kommer, som de skabte mennesker vi er, aldrig ud af denne kamp. Og det er kirkens tro, at Gud selv er gået ind i denne kamp, at Gud ikke sparer sig selv.
Man kan måske sige det på den måde, at hvor Steiner og Martinus benytter sig af en energi-mystik, hvor alt i sidste ende skal forenes i den samme energi, så benytter kristendommen sig af en person-mystik, der lægger vægten på bevarelsen af forskelligheden.
Dette er så vigtigt for kirken, at den netop har sat grænsen her, selvom der er meget godt at hente hos personer som Steiner og Martinus.
Det kan derfor vanskeligt tænkes, at netop disse to personer vil blive en del af den kirkelige kanon, men det kunne være rigtig godt, hvis der var højere til loftet i forhold til at diskutere, hvad vi hver i sær har på hjertet.
Lars Buch Viftrup
Konsulent i IKON
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.