Vies i det fri?

Normalt vil folkekirkepræster ikke vie folk i det fri. - Foto: Foto: sxc.hu

Man behøver ikke tro på Gud for at blive gift i en kirke, skriver teolog Johannes Værge

Spørgsmål:

Som ikke-religiøs er jeg lidt ked af at skulle i kirke på min (ellers romantiske) bryllupsdag, men da min kommende mand gerne vil vies kristeligt, er der opstået nogle ubesvarede spørgsmål:

Kan/må en præst vie os ude i det fri, og vi dermed undgå kirken? Der mangler lidt et sted til sådanne ceremonier imellem religiøse og ikke-religiøse, interreligiøse osv.

Jeg bryder mig ikke om at lyve, kan jeg undgå at skulle sige ja til religionen, trosbekendelser osv.? og samtidig give plads til at han (min forlovede) får det religiøse med?

Jeg er ikke konfirmeret og meldte mig for mange år tilbage ud af folkekirken (valgte at fordoble beløbet og give det til velgørenhed i stedet). Jeg betaler selvfølgelig meget gerne for en præst, men er det nødvendig at jeg melder mig midlertidigt ind igen?

Jeg GLÆDER mig til at sige JA til at elske og ære ham resten af livet, og håber på en løsning, så dagen for mig kommer til at handle om kærlighed i stedet for religion.

Beklager oprigtigt hvis jeg har trådt nogle over tæerne!!

På forhånd tusind tak for svar.

Serina

Svar:

Kære Serina

De fleste folkekirkepræster er villige til (men ikke forpligtede til) at vie et par, hvis blot den ene er medlem af folkekirken. Og det koster ikke noget at blive viet af præsten ved sin sognekirke eller en anden kirke, man har særlig tilknytning til, f.eks. ved at være døbt eller konfirmeret der.

Om det kan lykkes dig at undgå kirken ved at blive viet i det fri, er mere tvivlsomt. Der har mig bekendt tidligere været i hvert fald én biskop, som tillod det, men i det nugældende ritual fra 1992 præciseres det, at den kirkelige vielse foretages af en præst i en kirke. Det er muligt, der her og der findes en lidt anarkistisk præst, som er villig til at forrette vielsen uden for kirkerummet, så I kan jo spørge jer for, hvis det virkelig er et ønske.

Som brudepar skal man ikke sige ja til trosbekendelse el.lign., men svare ja på spørgsmålene, om man vil have den anden til ægtefælle, og om man vil elske og ære ham/hende og leve med ham/hende i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/-kvinde bør leve med sin ægtehustru/-mand, indtil døden skiller jer ad? Du kan læse hele ritualet bag i Den Danske Salmebog (udgaver efter 1992). Kan evt. lånes på biblioteket.

Tillykke med det forestående bryllup håber det vil forme sig, så både du og din kæreste vil kunne se frem til det og siden tilbage på det - med glæde. Og mine bedste ønsker for jeres fortsatte kærlighed at den må udvikle sig sammen med jer!

Venlig hilsen
Johannes Værge
Pensioneret sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.