Spørg

Hvordan bliver man nonne?

For at blive nonne kræves det bland andet, at du er fysisk og psykisk sund og rask og gerne har en uddannelse eller på anden måde kan bevise, at man kan klare sig selv uden for klosteret, skriver søster Anna-Maria Kjellegaard.

At blive nonne er et kald, og ikke noget man bare bliver, svarer søster Anna-Maria Kjellegaard

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har altid godt kunne tænkte mig at blive nonne, lige fra da jeg var helt lille, men jeg kunne godt tænkte mig at vide; hvad betyder det egentligt at blive nonne?

Håber, at I vil svare mig tilbage. 

Med venlig hilsen 
Christina

Svar:

Kære Christina

Tak for dine spørgsmål. 

Du kunne godt tænke dig at blive nonne. Det er ikke noget, du sådan bare kan blive. Det er jo ikke blot et valg om at blive damefrisør eller sygeplejerske for eksempel. At blive nonne er et kald.

Når du skriver ”nonne”, formoder jeg, at du tænker på en katolsk nonne. Der er jo også protestantiske diakonisser, som er noget af det samme.

LÆS OGSÅ: Hvad ville der ske, hvis en nonne løb bort?

Første forudsætning for at blive nonne er altså, at du er katolik. Hvis man er konvertit, det vil sige ikke er opvokset katolsk, skal man have været katolik i mindst to til tre år inden, du kan indtræde i et kloster. 

Dernæst kræves der, at man er fysisk og psykisk sund og rask og gerne har en uddannelse eller på anden måde kan bevise, at man kan klare sig selv uden for klostret.

Dette er de grundlæggende forudsætninger.

LÆS OGSÅ: Hvordan lever nonner?

Ovenfor nævnte jeg, at blive nonne er et kald. Et kald er noget, der langsomt vokser frem og modnes.
Der er mange forskellige måder at leve som nonne. Det udmønter sig i de forskellige ordener. 

På den katolske kirke i Danmarks hjemmeside kan du under punktet ”Bispedømmet” finde et underpunkt ”ordener” og derefter klikke på ”kvindelige”, så finder du de forskellige ordener i Danmark listet op. 

Desuden kan du også slå op på denne hjemmeside, der også hører til under den katolske kirke i Danmark, hvor du også finder mere information.

Du ønskes alt godt i din søgen.

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria Kjellegaard 
Nonne

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.