Bærer en muslimsk brud hvid kjole?

Man's and female hand isolated on white

Man's and female hand isolated on white background Iris

I langt de fleste kulturer er der tradition for bryllupsdragter i festlige farver, ofte rød eller grøn. Men en af brudens kjoler i løbet af aftenen vil i vore dage ofte være hvid, svarer muslimsk forfatter Aminah Tønnsen

Spørgsmål:

Kære religion.dk

Jeg underviser en 6. klasse i religion. Vi har talt om symbolikken af den hvide brudekjole i kristendommen (renhed, jomfruelighed, lys).

Mange af eleverne er muslimer og kunne derfor drage paralleller fra det kristne bryllup til det muslimske. Vi talte både om forskellene i ritualerne, og om de sammenlignelige, samt de mere kulturelt betingede traditioner.

LÆS OGSÅ: Brudekjole og brudeslør gennem tiderne

Mine elever fortalte, at en brud inden for islam også bærer hvid, men at symbolikken bagved ikke betyder jomfruelighed, renhed og så videre. Men at farven bare var flot.

Jeg lovede at finde ud af, om det forholdt sig sådan, da jeg påstod, at symbolikken var den samme. Men Google har indtil videre ikke kunnet give mig et svar. Så nu spørger jeg jer.

Med venlig hilsen
Julia

Svar:

Kære Julia

Muslimske bryllupstraditioner varierer fra kultur til kultur, og i langt de fleste kulturer er der tradition for bryllupsdragter i festlige farver, ofte rød eller grøn.

LÆS OGSÅ: Ægteskab mellem muslimer

I vore dage er der mange brude, der skifter kjole flere gange i løbet af bryllupsfesten. Da det traditionelt er brudgommen og hans familie, der betaler for bryllupsfestlighederne, er det reelt brudgommens families pengepung, der er afgørende for, hvor mange gange hans brud skifter kjole under bryllupsfesten.

En af disse kjoler vil i vore dage ofte være hvid - sandsynligvis påvirket af europæisk/vestlig tradition.

Mange muslimer bærer en hvid dragt, når de beder, og den traditionelle pilgrimsklædning for mænd er hvid. Kvindernes pilgrimsdragt må gerne have andre farver, men mange vælger hvid.

Mange bruger i øvrigt deres pilgrimsdragt som ligklæde. Farven hvid forbindes ikke kun med renhed og fred - men også med død.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder