Er det farligt at lege 'ånden i glasset'?

Ånden i

"Ånden i glasset er en spiritistisk praksis, hvor man søger at komme i kontakt med en afdød ved at stille spørgsmål og lade ånden føre glasset til forskellige bogstaver for at få svar på sine spørgsmål", skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Scanpix

"Jeg har måttet hjælpe mennesker, som har åbnet sig for kræfter, de ikke skulle have sluppet ind," svarer missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Spørgsmål:
 
Er det rigtigt, at hvis man leger ånden i glasset, så kan man blive besat af en dæmon (forklædt som en afdød slægtning), så man ændrer personlighed og får skizofreni-lignende symptomer?
 
Med venlig hilsen
Jacob
 
Svar:

Kære Jacob

Ånden i glasset er en spiritistisk praksis, hvor man søger at komme i kontakt med en afdød ved at stille spørgsmål og lade ånden føre glasset til forskellige bogstaver for at få svar på sine spørgsmål.

Nogle mennesker har leget med denne praksis uden at tage det særligt alvorligt, andre er blevet slemt forskrækket over de svar, de fik og nogle så forskrækkede, at de oplevede det som en åbning for en dæmon. Jeg har i flere tilfælde måttet hjælpe mennesker, som på denne måde har åbnet sig for kræfter, de ikke skulle have sluppet ind.

Hvad kommer man i forbindelse med?
Nogle gange er det et spil mellem deltagerne, andre gange kan der være tale om, at et åndeligt væsen blander sig i processen, og hvor der kommer angst ind i billedet, kan dette misbruges af sådanne åndelige væsener.

Men, skal man i det hele taget søge kontakt med afdøde?
Hvis vi har en overdreven sorg og derfor prøver at kontakte de afdøde, kan det tages som et udtryk for, at vi vil holde på dem, og dermed holder dem tilbage fra at finde den hvile i Gud, som de egentlig skulle finde efter døden. Det er helt i modstrid med de traditionelle bønner for de afdøde, hvor vi beder: Giv ham eller hende den evige hvile, eller når vi siger: Hvil i fred.

Nogle oplever, at der er spor efter deres afdøde slægtninge eller venner i deres bolig eller, at de afdøde søger at gøre opmærksomme på sig selv. Nogle mennesker søger så at tage kontakt til den afdøde, måske gennem ånden i glasset eller ved at opsøge en clairvoyant.

Efter min erfaring, er det bedste man kan gøre at bede om den afdødes fred og hvile i Kristus.

Med venlig hilsen
Ole Skjerbæk Madsen
Missionspræst i Areopagos