Er Gud en projektion af menneskets idealer?

tro, mand, gud, tænke,

Når alt kommer til alt, er mennesket gud. Det er ingen overdrivelse at sige, at siden det attende århundrede har vestlig filosofi i stor udstrækning ladet sig inspirere af denne tænkning, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen. Foto: stock.xchng

Engang kunne man lægge ansvaret over på Gud. Men nu er selvet blevet metafysisk og alle tings mål, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Hvad mener filosoffen Feuerbach med, at Gud blot er en projektion af menneskets egne idealer?

Venlig hilsen
Kim Kristiansen

LÆS OGSÅ: Ludwig Feuerbach: Gud er et menneskeligt produkt

Svar:

Kære Kim Kristiansen

Ludwig Andreas Feuerbach (1804 - 1872) var en tysk filosof. Feuerbach var påvirket af filosoffen Hegel, men hørte hjemme blandt Hegels mere radikale disciple (venstrehegelianerne).

Han er særlig kendt for sin teori om, at mennesket har skabt gud i sit eget billede og for sin naturalistiske antropologi. Disse synspunkter kommer til udtryk i hans kritik af religion og kristendommen.

I Kristendommens væsen (Das Wesen des Christentums 1841) benægter han Guds eksistens. Hans materialistiske filosofi fik stor betydning for Friedrich Engels og Karl Marx, og er derfor meget vigtig filosofihistorisk.

Feuerbach forberedte grunden for den tyske materialistiske filosofi, og gav selv et berømt aforistisk udtrykk for materialismen i sentensen «Der Mensch ist, was er isst» (Mennesket er, hvad det spiser).

Gud er skabt af menneskets fantasi som et udtryk for vort eget jeg, tænkt uden jordiske og endelige begrænsninger. I Gud tilbeder mennesket sig selv i idealiseret skikkelse:

"Den egentlige Gud, som kristenheden tilbeder, er sig selv," siger Feurbach.

Ludwig Feuerbach forsøgte i sin religionsfilosofi at forklare, hvordan religiøse forestillinger opstår ved, at mennesket på en antropomorfistisk måde skaber Gud i sit eget billede.

Antropomorfisme
har med antropos, menneske, og med morfe, form, at gøre; det handler om, at vi overfører vore menneskelige egenskaber og former på ikke-mennesker (guder, dyr, ting), særlig i de forestillinger vi gør os om guddommen.

Vi finder eksempler i de fleste religioners mytologi og ikonografi (helgenbilleder). Det Gamle Testamente er meget rigt på antropomorfismer, hvilket efterhånden blev opfattet som problematisk.

Jødiske filosoffer hævdede allerede på 100-tallet f.Kr. at Gud var uden krop. Senere tog kirkefædrene stærkt afstand fra, at Gud skulle kunne beskrives med menneskeligt udseende eller egenskaber. De bibelske tekster, som indeholdt antropomorfismer, blev i stedet tolket allegorisk (billedligt) af både jøder og kristne.

Den ateistiske humanisme, som Feuerbach repræsenterer, fremhæver menneskets absolutte selvbestemmelse. Den ophøjer den menneskelige frihed til det ekstreme og forkynder, at mennesket er den absolutte herre over dets skæbne baseret på egen kulturelle, politiske og videnskabelige valg.

Når alt kommer til alt, er mennesket gud. Det er ingen overdrivelse at sige, at siden det attende århundrede har vestlig filosofi i stor udstrækning ladet sig inspirere af denne tænkning.

I den vestlige tænkning er mennesket altså blevet gud. Vi tilbeder individet, det individuelle selv. Al vor lykke og ulykke kan tilskrives egenskaber og handlinger knyttet til individet selv.

Denne individualiseringskult opløser alle sociale og metafysiske bindinger. Selvet er selv blevet metafysisk og alle tings mål. I samfundet, og i mit hovede, i mine følelser, er det mig selv, som er ansvarlig for min egen livssituation. Der findes ingen at give skylden. Ansvaret er mit alene.

En gang i fortiden kunne mennesket fraskrive sig ansvaret for sit eget liv. Det var guderne, magterne, forfædrene, som rådede. Hvis guderne var venligsindede, var tiderne gode, og det gik en godt. Hvis forfædrene blev vrede eller vanæret, kunne straffen blive hård. Om man var fattig eller rig, var afgjort på forhånd af skaberen, og der meget lidt den enkelte kunne gøre for at lave om på det.

Enhver havde fået sin lod i livet, og det var op til mennesket at leve livet, som det var; alt var bestemt af mægtigere kræfter. Også hos reformationens calvinister i det 16. århundrede finder vi noget af det samme.

Livet var forudbestemt, også hvem, som var udvalgt til at blive frelst. Det er denne tænkning (som ligner fatalisme eller skæbnetro), den ateistiske humanisme gør op med, i en sådan grad, at man er endt i den modsatte grøft: Det er nu os selv, som gennem vore handlinger afgør, om vi skal opleve succes eller tab.

Vi kan, ligesom den tyske lykkeridder Münchhausen, løfte os selv op ved håret. Det indebærer efter min mening, at lige så sande som baronens storslåede løgne var, er vor tids store fortælling, om at enhver er sin egen lykkes smed, at det, vi oplever af medgang og modgang i løbet af livet, er et resultat af vor egen indsats, af vor egen vilje og vore egne handlinger. At vi får som fortjent.

Verden og livet og troen er for mig at se meget mere kompliceret end som så.

Venlig hilsen

Knud Jørgensen
Adjungeret professor ved Det Teologiske Menighedsfakultet i Oslo og panelist på www.religion.dk