Hvad siger islam om sex mellem forlovede?

TV & radioanmeldelse af Sørine Gotfredsen. Foto: Iris

Man er enten gift eller ugift, forlovelse findes reelt ikke i islam, svarer muslim Mohammad Al Jizani

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg er forlovede og skal flytte sammen meget snart. Vi har i sinde at vente med sex til efter vi er gift, men vi er begge klar over, det bliver en svær ide at holde fast i, når vi nu skal bo sammen.

Mit spørgsmål lyder derfor; når vi har lovet os til hinanden, og ved at vi skal giftes på et senere tidspunkt, er det så i orden at have sex nu? Hvor stor forskel er der egentlig i at være gift og forlovet?

LÆS OGSÅ: Vil Allah tilgive mig for sex før ægteskabet?

Venlig hilsen
Fatima

Svar:

Kære Fatima

Når man som muslim taler om at være forlovet, kan dette forstås på forskellige måder, alt efter hvad man lægger i det at være forlovet. Islam har nemlig som sådan ikke en forlovelsesproces før ægteskabet. Man er i islam enten gift eller ugift.

Selvom mange muslimer bliver islamisk gift, vælger de at betegne sig selv som forlovede, da de endnu ikke har offentliggjort deres ægteskab gennem et bryllup. Disse bruger derfor betegnelsen 'forlovede', selvom de reelt er gift.

Hvis I derfor begge er blevet viet islamisk, men endnu ikke har afholdt et bryllup, er I altså et ægtepar og kan derfor sagtens have samleje med hinanden. Et bryllup er altså ikke et krav i islam, før man betegnes som islamisk gift.

LÆS OGSÅ: Sex hører hjemme i ægteskabet

Men hvis han blot har friet til dig, og I endnu ikke er islamisk viede, er I altså stadig fremmede for hinanden, og samleje er derfor ikke tilladt ifølge islam.

Brugen af betegnelsen 'forlovet' er forvirrende for mange muslimer. Derfor skal man helst se bort fra betegnelsen og i stedet fokusere på, om man er islamisk viet eller ej. Det er meget nemmere at forholde sig til.

Med venlig hilsen

Mohammad Al Jizani
Fotograf og shia-muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.