Hvor mange jøder i Danmark holder jul?

"Umiddelbart tror jeg ikke, der er mange 'rene' jødiske familier, der holder jul", skriver overrabbiner Bent Lexner. Foto: Søren Staal.

En gruppe studerende spørger, om det er almindeligt, at danske jøder fejrer jul. Overrabbiner Bent Lexner svarer

Spørgsmål:

Hej,

Vi er en gruppe studerende, der laver en undersøgelse omkring de jødiske højtider og fester. I den anledning stødte vi ind i en række spørgsmål, med hjælp fra internettet er det lykkedes os at svare på de fleste spørgsmål.

Men det er endnu ikke lykkedes os at finde ud af, hvor mange jødiske familier, der holder jul, og om dette er en normal ting at fejre, selvom julen stammer fra kristendommen?

LÆS OGSÅ: Jødedommen i Danmark

Desuden ville vi gerne vide, hvor stor en indflydelse kosherkøkkenet har på en almindelig jødisk familie i Danmark.

På forhånd mange tak.

Glædelig Hanukkah!

Med venlig hilsen
Marie-Louise, Carl Frederik, Miranda & Joachim

Svar:

Kære Studerende,

Det er helt umuligt for mig at sige, hvor mange jøder der måtte holde jul, men jeg forestiller mig, at der, hvor der findes blandede ægteskaber, vil man ofte i alle fald nogle år deltage i julefester.

LÆS OGSÅ:Hvad er kosher?

Umiddelbart tror jeg ikke, der er mange rene jødiske familier, der holder jul. Med hensyn til kosherkøkkenet er det jo sådan, at det ikke er alle jøder, der holder kosherreglerne.

Vi har ikke noget tal på, hvor mange jøder der holder kosher, men mon ikke vi er oppe over 100 familier, som mere eller mindre lægger vægt på, at maden skal være egnet til jøder.

Med venlig hilsen
Bent Lexner
Overrabbiner

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.