Hvordan plejer jeg en buddhistisk patient?

Buddhistisk lærdom beskæftiger sig meget med lidelse omend i en mere eksistentiel (og ikke fysisk) sammenhæng. Og på den vis kan man sige, at al lidelse er nødvendig at erkende - og leve med - for at nå ud over den, skriver Jørn Borup Foto: Michèle Constantini/Michele Constantini / Altopress

Det er korrekt, at lidelse og sygdom for den søgende ikke er noget, der skal ignoreres, men gennemleves. Når det kommer til danske "konvertit-buddhister" vil jeg dog tro, at den kulturelle ballast vil være nok til, at kommunikation omkring sygdommen ikke burde være et problem, svarer lektor Jørn Borup

Spørgsmål:

Kære Jørn Borup

Jeg læser til sygeplejerske og er i gang med at skrive om mødet med den buddhistiske patient i sundhedsvæsenet.

Jeg har fået fortalt, at når buddhister er syge, er det ikke noget, de viser; det er en del af deres liv, de skal igennem, og de bearbejder gerne sygdom inde i sig selv.

Det kan selvfølgelig skabe vanskeligheder for sygeplejersken, da patienten ikke viser sine tanker, følelser og frustrationer omkring forløbet.

Er det noget, du kan bekræfte? Og ved du om der er lavet undersøgelser om dette emne - danske eller udenlandske?
På forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen
Simone

Svar:

Kære Simone

Det er meget vigtigt at pointere, at der ikke kan gives generelle svar
på dit spørgsmål. Hvordan ville man for eksempel svare, hvis man tilsvarende spurgte om "kristnes" forhold til sygdom? Eller danskeres, eller københavneres?

Buddhister er nøjagtig ligeså forskellige som alle andre mennesker, og det vil i høj grad være individuelt, hvordan de vil svare og forholde sig til sådanne spørgsmål.

Religion er ikke en uniform, som religiøse tager på, og som derefter definerer deres tanker og identitet.

Når det så er sagt, kan man naturligvis godt finde inspirationskilder fra både religionen og kulturen, der kan være medbestemmende for deres forholden sig til livet.

LÆS OGSÅ:Lidelsen forsvinder igen

Buddhistisk lærdom beskæftiger sig meget med lidelse omend i en mere eksistentiel (og ikke fysisk) sammenhæng. Og på den vis kan man sige, at al lidelse er nødvendig at erkende - og leve med - for at nå ud over den.

Lidelse og sygdom i generel forstand er da for den søgende ikke noget, der skal ignoreres, men gennemleves.

Men for det første er dette kun et ideal for eliten (munkene og lamaerne), da almindelige lægfolk sjældent bekymrer sig om den frelse eller indsigt, som erkendelse af lidelsen står i relation til.

For det andet lever de fleste buddhister nøjagtig som vi selv i moderne tid med alle dens muligheder for at - om ikke ignorere lidelse og sygdom - så i hvert fald dulme den.

Kulturelt ved jeg også af erfaring, at mange asiater ofte har et andet forhold til sygdom og helbredelse end mange danskere: lægen og sygevæsenet har udbredt autoritet, piller sluges som mirakelmedicin og producenterne af samme har som i hele verden ganske gode kår.

Der kan muligvis være noget andet gældende, hvis det drejer sig om
etnisk danske "konvertit-buddhister", for hvem buddhismen af mange
bruges som spirituelt selvudviklingsprojekt.

Hos flere af disse kunne en sådan eksistentialisering og spiritualisering af sygdommen sagtens være en mulighed, men jeg vil tro, at den kulturelle ballast vil åbne op for samtaler nok til, at kommunikation omkring sygdommen ikke burde være et problem.

Med venlig hilsen
Jørn Borup
Lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.