Katolikker vier ikke homoseksuelle - hvorfor gør protestanterne?

"Det er i Danmark kun folkekirken der, så vidt jeg er orienteret, har vedtaget, at to personer af samme køn kan indgå ægteskab med hinanden i kirken. Det er langt fra alle europæiske protestantiske kirker, der anerkender et sådant forhold som et ægteskab," skriver generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen. Iris

Der findes mange protestantiske kirker i verden, der ligesom den katolske afviser ægteskab mellem to personer af samme køn, svarer teolog og generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har søgt rundt på nettet, men kan simpelthen ikke finde et ordentligt svar, så jeg håber, I kan hjælpe.

Hvorfor er katolikker imod homoseksualitet, når homoseksuelle for eksempel godt må blive gift i protestantiske kirker? Altså, hvor er det, de to religionsgrene er uenige?

På forhånd tak.

Venlig hilsen
Mette

Svar:

Kære Mette

Den måde, du stiller spørgsmålet på, er for forenklet. Der findes mange protestantiske kirker i verden, der ligesom den katolske - og for øvrigt også de ortodokse - afviser ægteskab mellem to personer af samme køn.

Afvisningen er begrundet først og fremmest i skabelsesberetningen, hvor det hedder, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Det er foreningen mellem mand og kvinde, som er grundlaget for menneskets forplantning og dermed for familien.

LÆS OGSÅ: Kan jeg være kristen og homoseksuel?

Endvidere definerer også Det Nye Testamente samt hele den samlede kirkelige tradition op til vort årtusind ægteskabet som et forhold mellem mand og kvinde. Det er for øvrigt også således inden for de andre verdensreligioner, at ægteskab kun kan indgås mellem personer af forskelligt køn.

Det er i Danmark kun folkekirken der, så vidt jeg er orienteret, har vedtaget, at to personer af samme køn kan indgå ægteskab med hinanden i kirken. Det er langt fra alle europæiske protestantiske kirker, der anerkender et sådant forhold som et ægteskab.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har folkekirken to vielsesritualer?

Der hvor protestantiske kirker har anerkendt ægteskab mellem to personer af samme køn, er der som regel et - i nogle tilfælde i hvert fald - stort mindretal, som ikke mener, at mennesket kan gøre sig til herre over en gudskabt institution. Således er der præster i folkekirken, som af samme grund ikke vil vie personer af samme køn.

Med venlig hilsen
Henrik Ertner Rasmussen
Teolog og generalsekretær i Dansk Europamission

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.