Hvorfor være religiøs, når religion er vold?

De fleste såkaldte ”religionskrige"" finder deres årsag i en misforståelse af religionen ...

Der grund til at spørge, om det er troen og religionen, som er ophav til vold og krig, skriver ph.d. i missionsvidenskab Knud Jørgensen. Foto: Foto: www.colourbox.com

De fleste 'religionskrige' skyldes misforståelse af religionen, mener missionsteolog Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Jeg ønsker at vide hvorfor (ikke hvordan og hvornår), man kan tilhøre en religion, når det gang på gang viser sig, at religionsdyrkelse fører til undertrykkelse, fjendskab, vold, drab og i yderste, men ikke sjældne konsekvens, krig?

Med venlig hilsen
Peter

Svar:

Kære Peter

I størstedelen af verden hører kultur og religion sammen. Man kan derfor ikke forstå kulturen og menneskers liv i fællesskab uden at forstå religionen eller trosforestillingerne (religion som begreb og navn er for øvrigt en vestlig opfindelse). De fleste mennesker kan derfor ikke vælge deres tro fra uden at melde sig ud af deres kultur og sociale sammenhæng.

Det er en vestlig tanke, at man kan skille ting ad, men samtidig en tænkning, som i dag spredes til alle urbane miljøer verden rundt, hvor vestligt tankegods præger livet.

Så vidt jeg ved, er der ingen af de store religioner, som støtter eller sanktionerer vold mod andre og anderledes troende. Heller ikke islam. De udslag af vold vi oplever for eksempel fra en radikal islam er, ifølge de muslimer jeg kender, ikke en genuin del af islam. De er betinget af meget andet end religion, som for eksempel social undertrykkelse, marginalisering, vrede mod en vestlig korstogsmentalitet og så videre.

I det hele taget er der grund til at spørge, om det nu er så sikkert, at det er troen og religionen, som er ophav til vold og krig, eller om der er andre årsager, især etniske spændinger og undertrykkelse, som i det tidligere Jugoslavien og social/økonomisk udnyttelse gennem århundreder, som for eksempel i Nordirland og Tjetjenien?

De fleste såkaldte 'religionskrige', inklusive det 17. århundredes krige mellem katolikker og protestanter i Europa, finder, tror jeg, deres hovedårsag i en misforståelse af religionen sammenkoblet med andre sociale og etniske årsager.

Det betyder ikke, at religion, kirke, moske og tempel er uskyldige. Der er mange eksempler på, at kirkepaver, profeter og tempelherrer har spændt troen for deres krigeriske og magtsyge stridsvogne, som det eksempelvis skete under middelalderens korstoge, sanktioneret af paven i Rom eller i jihad.

Der er derfor meget god grund til at holde øje med religiøse ledere af alle afskygninger. Det forholder sig nemlig sådan, at både de og vi er mennesker først og religiøs så, og på godt og ondt.

Mennesker kan blive til umennesker, altså miste deres menneskelighed, og da bliver vi diabolsk destruktive, sådan som det sidste århundredes folkemord og grusomheder i Europa, Rwanda og Congo har vist. Er det religionens skyld? Er der en farlig kombination mellem en misforstået, forvrænget trosopfattelse og en menneskelig fanatisme og et menneskeligt magtbegær?

Ja, det tror jeg, historien kan illustrere. Men jeg tror samtidig, at årsagen ligger i mennesket og ikke i troen på en barmhjertig Gud eller på harmoni eller livets vitale grundkræfter.

Med venlig hilsen
Knud Jørgensen
Ph.d. og asiensekretær for Areopagos