Kan en kristen bekende sig til islam efter døden?

begravelse, kirke, død, kiste, blomster,

Et menneske skal vælge og selv bestemme, hvilken tro det vil følge, imens det lever, når det er vågent, når hjernen fungerer, og når hjertet slår, skriver imam Kassem Rachid. Foto: Leif Tuxen.

Hvis jeg, en kristen, ved min død erkender, at islam er den sande tro, og derfor svarer de engle, der ifølge islam kommer ved begravelsen, at Allah er min Gud. Vil Allah så tilgive mig, spørger en læser. Imam Kassem Rachid svarer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har netop læst en artikel, der hedder: "Hvad sker der med den døde efter begravelsen". Her fremgår det, at der kommer engle umiddelbart efter begravelsen og spørger:

1: "Hvem er din Gud?"
2: "Hvad er din tro?"
3: "Hvem er Guds sendebud?"

Hvad hvis en kristen som jeg, når englene kommer, i det samme erkender, at jeg har taget fejl (da englenes ankomst må siges at være et bevis), og islam er den sande tro, og derfor svarer:

1: "Min Gud er Allah!"
2: "Min tro er islam!".
3 "Profeten Muhammad, fred være med ham, er Guds sendebud!"

Hvis jeg virkelig erkender, at jeg har taget fejl, vil det så være muligt at opnå tilgivelse?

Venlig hilsen
David Christensen

Svar:

Kære David Christensen

I islam har man en frist til at vælge sin sande tro. Fristen har Gud (Allah) bestemt, og som der nævnes i Koranen, sura nr. 22, citat 100-101: Når døden kommer, vil de fleste sige: Min herre, send mig tilbage til mit forrige liv, for at jeg kan handle retfærdigt i det, jeg har forladt, men nej, det er kun tomme ord, man kan tale og bag ved dem, som er døde, skal der være en uoverstigelig skranke indtil den dag, de oprejses fra de døde.

Profeten Mohammad forklarede også videre, at Gud accepterer menneskenes bøn, lige inden man dør. 

Læs også: Hvilken betydning har døden i islam?

Så et menneske skal vælge og selv bestemme, hvilken tro det vil følge, imens det lever, når det er vågent, når hjernen fungerer, og når hjertet slår.

For at Gud kan acceptere, at man er muslim og har islam som religion, skal man vælge islam, inden man ligger for døden. Når man er død, er der ingen mulighed for at fortryde eller spørge om tilgivelse. Derfor har Gud (Allah) givet mennesket et langt liv og sendt profeter og hellige bøger for at hjælpe mennesket med at vælge den rigtige tro.

Han har også givet os flere chancer for at tænke os om, undersøge, læse og se Guds mirakler omkring os. Han har givet os mange chancer for at tage den vigtigste beslutning i vores liv, nemlig at vælge den sande tro.

Læs også: 
Det siger verdens religioner om livet efter døden

Venlig hilsen
Kassem Rachid
Imam og tolk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.