Spørg

Må muslimer fejre fødselsdag?

"Der er et lille mindretal, der er grupperet indenfor sunni-islam, som ikke holder fødselsdag. Jeg ved dog ikke, hvad deres begrundelse er," svarer studerende og muslim Nour Tessie Jørgensen. Foto: colourbox.com

En læser vil vide, om muslimer gerne må fejre fødselsdag. Studerende og muslim Nour Tessie Jørgensen skriver, at flertallet af muslimer ikke ser noget problem i at holde fødselsdag

Spørgsmål:

Hvor står det skrevet, at muslimer ikke må fejre fødselsdag?

Med venlig hilsen
Else

Svar:

Kære Else

Tak for din henvendelse og dit spørgsmål.

Det store flertal af muslimer holder fødselsdag på samme vis som alle andre. Når man er dansk muslim, står den ligeledes på boller og lagkage.

Der er et lille mindretal, der er grupperet indenfor sunni-islam, som ikke holder fødselsdag. Jeg ved dog ikke, hvad deres begrundelse er. Dette er det samme mindretal, som mener, at man ikke må ønske andre 'god weekend' eller 'god jul', fordi de ikke ønsker at støtte det, de mener er vestlige traditioner.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på sunni- og shiaislam?

Psykologiske og sociologiske undersøgelser af denne gruppering viser, at det er nogle mennesker, som er usikre i deres tro og har derfor ikke overskuet til at rumme andre. Det skyldes blandt andet uvidenhed og den lille viden, der findes i disse grupperinger, er enten falsk eller ekstrem. Hvis man hviler i sig selv og i sin tro, har man ikke behov for at lægge afstand til alt og alle.

Da dette er en meget lille gruppe, er jeg ked af, at du har fået en forkert opfattelse af islam. Dog er jeg glad for, at du stiller spørgsmålstegn ved det. Flertallet af sunnimuslimer og alle shiamuslimer ser intet problem i at holde fødselsdag.

Afslutningsvis ønsker jeg at påpege, at personer, som har sagt, at man ikke må eller kan have denne holdning, kan gøre det af personlige årsager. Måske ønsker de ikke at fejre sig selv, eller måske ønsker de ikke at bruge penge på denne tradition, fordi de finder den ligegyldig.

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting at vide om islam

Jeg håber, dette kan give en forklaring og hvis ikke, er jeg villig til at undersøge sunnimuslimers lærdomme yderligere.

Med venlig hilsen
Nour Tessie Jørgensen
Studerende og muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.