Spørg

Hvorfor bliver vores datter ikke inviteret hjem til sin kærestes familie?

At det ligger i kortene, at den unge mand selv kan vælge sin partner, som du skriver, kan være en sandhed med modifikationer, skriver forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen. Foto: maurogrigollo - Fotolia

Vores voksne datter på 21 år er kæreste med en muslim. Det undrer mig, at hans forældre ikke virker interesserede i at møde den pige, deres søn er kæreste med. Er det på grund af noget religiøst, spørger en læser. Forfatter Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål:

Kære Brevkasse

Vi er et forælderpar til en voksen, hjemmeboende datter på 21, som igennem et længere stykke tid har været kæreste med en muslim (min datter er kristen, men ikke praktiserende). De unge mennesker kommer i vores hjem, når de vil ses privat, hvilket sker ca. et par dage ugentligt, hvor fyren også overnatter.

Fyren drikker alkohol, går til fester og er ikke det, man vistnok kalder praktiserende. Spiser dog ikke svinekød. Der er ikke nogle "religiøse problemer", når de er sammen i vores hus, så for vores vedkommende er det ok, at vores pige har en kæreste, der er muslim. Det er mennesket og ikke religionen, det kommer an på sådan grundlæggende set.

Hans forældre er fuldt vidende om forholdet, og det ligger også i kortene, at deres søn selv kan vælge sin partner, og at det vistnok ikke er et krav fra deres side, at hun er muslim. Forældrene har betalt sønnens sommerferie, som blev tilbragt med min datter, og han har også kunnet køre i sine forældres bil frem og tilbage imellem hans og vores bopæl.

Det, der undrer mig lidt er, at forældrene ikke virker interesserede i at møde den pige, deres søn er kæreste med, da vi herhjemme synes det er rart og på sin måde lidt betryggende at møde en kæreste til vores datter. Dette selvfølgelig efter et stykke tid, hvor de unge føler sig som kærester og gerne vil regnes for et par, og det er aktuelt i dette tilfælde.

Kæresten har også deltaget i et par familiesammenkomster i både min mands og min familie. Jeg vil derfor høre, om der evt. er en forklaring på, at kærestens forældre ikke har inviteret de unge hjem til dem en dag? Er det noget religiøst, eller er det bare måden, man gør tingene på i mellemøsten, hvor forældrene stammer fra?

Forældrene virker (efter de unges omtale) søde og rare nok. Den ene af forældrene er mere praktiserende end den anden. Det ville være dejligt med bud på svar på ovenstående eller andre betragtninger, som situationen kunne afstedkomme

Hilsen Anonym

Svar:

Kære spørger
 
Du er bekymret, fordi din datters muslimske kærestes forældre ikke virker interesserede i at møde din datter og endnu ikke har inviteret de unge hjem til sig, selvom de er fuldt vidende om forholdet – og jeg deler din bekymring.

Min umiddelbare tanke er, at selvom kun den ene af den unge mands forældre er ”praktiserende”, så er det alligevel ikke ligegyldigt for dem, hvem han gifter sig med. De ønsker sandsynligvis en svigerdatter, der kender deres kultur og traditioner, og som vil falde ind i rollen som traditionel svigerdatter, der opvarter sine aldrende svigerforældre. 

At det ligger i kortene, at den unge mand selv kan vælge sin partner, som du skriver, kan være en sandhed med modifikationer.

Det er desværre ganske almindeligt, at man lukker øjnene for de unge mænds seksuelle forhold uden for ægteskab, men er meget strikse med ikke at give de unge piger for meget frihed - selvom Koranens opfordring til at begrænse seksuelle forhold til rammerne af et lovformeligt ægteskab gælder begge køn.

Unge mænd får ofte lov til at løbe hornene af sig, men det forventes, at de stifter familie med en ærbar og jomfruelig ung kvinde.

Din datter må tage en alvorlig snak med sin kæreste og opfordre ham til at præsentere hende for sine forældre, hvis han virkelig tager deres forhold alvorligt. Hvis han ikke er parat til at forsvare og kæmpe for deres forhold, har det ingen fremtid, og så er det bedst at afslutte det.

Det er den barske virkelighed, som din datter må forholde sig til – selvom det kommer til at gøre ondt.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.