Spørg

Er jeg jøde eller kristen?

En jøde er en person, der er født af en jødisk mor, eller som er konverteret til jødedommen, skriver jøde og cand.psyk.pæd. Hanna Skop. Foto: Africa Studio - Fotolia

Mit fædrene ophav er jødisk, men jeg valgte som voksen at blive døbt. Alligevel er det den jødiske tro, som jeg alle dage har følt mig tættest på, og jeg har svært ved at tro på Jesus og genopstandelsen. Er min tro da nærmest den jødiske tro, spørger en læser. Jødiske Hanna Skop svarer

Spørgsmål:

Kære Hanna

Jeg er voksen og har været søgende hele mit liv siden teenageårene. Som voksen traf jeg et valg om at blive døbt efter 3 samtaler med en præst. Alligevel er jeg ikke hjemme.

Mit fædrene ophav er jødisk, men dog så udvandet, at jeg ikke med rette kan kalde mig jøde. Alligevel er det den tro, som jeg alle dage har følt mig tættest til, da jeg har svært ved at forlige mig med og tro på Jesus og genopstandelsen, på nadveren og på frelsen ved at tro på det kristne og det evige liv. Og på himmel og helvede.

Men jeg tror på Gud. Er min tro da nærmest den jødiske? Jeg er meget i vildrede og savner en bekræftelse på, at jeg hører bedst hjemme i jødedommen, ligesom jeg føler.

Venlig hilsen
Ulrikke

Svar:

Kære Ulrikke!

Hvor du bedst hører hjemme med hensyn til din tro kan ikke vurderes af en udenforstående. Det er en subjektiv følelse, som du selv må tage stilling til. Ét er dog sikkert ud fra de gældende definitioner. Du er ikke jøde. En jøde er en person, der er født af en jødisk mor, eller som er konverteret til jødedommen.

Du har som voksen taget den beslutning at lade dig døbe, hvorved du har antaget den kristne tro, i hvert fald formelt. Du er nu i tvivl om denne beslutning har været rigtig for dig. For at tilgodese din tvivl vil jeg råde dig til at læse rigtig meget om jødedommen.

Hvis du bor i København eller omegn, kan du også besøge synagogen nogle gange med henblik på at se, om den praktiske jødedom svarer til dine forventninger. Såfremt du måtte føle dig mest hjemme i jødedommen, kan en overvejelse om en konvertering til jødedommen måske blive aktuel.

Men jeg må lige advare dig. En konvertering er en lang proces, hvor der kræves undervisning og aktiv deltagelse i jødisk liv, idet man forsøger at sikre sig, at den der ønsker at blive jøde, gør det efter meget moden overvejelse og ikke så få anstrengelser.

Med venlig hilsen
Hanna Skop
Jøde og cand.psyk.pæd.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.