Hvad har brudeparret på til et islamisk bryllup?

Kulturelt set findes der en masse traditioner for brudeparrets tøj også i og med, at bryllup ofte er en social sammenkomst mellem flere familier og dermed kan fejres ved en festlig lejlighed, forklarer Safia Aoude, der er cand.jur. og muslim. Billedet viser en malaysisk bryllupstradition. Iris

Der er især kulturelle traditioner forbundet med brudeparrets tøj - og det betyder, at det kan være meget forskelligt fra land til land, forklarer cand.jur. Sofia Aoude en læser, der vil vide, hvad man har på, når man bliver islamisk viet

Spørgsmål:
 

Kære brevkasse

Hvilket tøj har brudeparret på under et islamisk bryllup?

Venlig hilsen
Simone

Svar:

Kære Simone

Et islamisk bryllup, kaldet nikah, er grundlæggende et møde, hvor brudeparret indgår en offentlig aftale om at indgå ægteskab. 

Der er ingen formelle krav til påklædningen ved dette møde undtagen de religiøse krav om tildækning af kroppen i offentligheden, hvilket for en mand betyder tildækningen af området mellem navle og det nederste af knæene og for kvindens vedkommende hele kroppen undtagen ansigt, fødder og hænder. 

Dette betyder, at man kan indgå ægteskab i sit ganske almindelige hverdagstøj.


Læs også: Hvordan foregår en islamisk vielse?

Kulturelt set findes der en masse traditioner for brudeparrets tøj - også i og med, at bryllup ofte er en social sammenkomst mellem flere familier og dermed kan fejres ved en festlig lejlighed. 

I så fald er brudeparret oftest klædt i deres fineste tøj, men tøjets art er afhængig af ægteparrets sociale status og kulturelle baggrund. 

For eksempel bærer pakistanske brude oftest rødt tøj, men en hvid brudekjole i vestlig stil ses også meget ofte ved moderne muslimske bryllupper. Andre steder har brudeparret måske andet traditionelt tøj på. 

Læs også: Kan vi blive viet af en imam og senere gift i en kirke?

Man kan altså som sådan ikke sige, at der findes nogen særlig muslimsk bryllupspåklædning.



Med venlig hilsen 
Safia Aoude
Cand.jur. og muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.