Spørg

Hvordan er det at konvertere til islam?

I dagens Danmark bliver islam for mange forbundet med noget negativt, så man vil som konvertit i høj grad møde modstand og kritik, men også meget undren og mange spørgsmål, svarer cand.mag. Nour Jørgensen. Foto: elmirex2009 - Fotolia

Hvad vil det sige at konvertere til islam? Og hvornår er man officielt blevet muslim? spørger en læser. Nour Jørgensen, der er cand.mag. i islamiske studier, svarer

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Jeg overvejer lidt at skifte religion. Jeg synes, den kristne tro er lidt for "kedelig", fordi det er ligesom ingen religion at have, fordi der ikke er nogle helt store krav, som for eksempel at bede 5 gange om dagen. Det er heller ikke et must at gå i kirke.

Derfor har jeg læst en masse omkring islam. Man har hørt så meget om, at islam er en dårlig ting, og jeg vil derfor høre, om man måske bliver set ned på af andre danskere, hvis nu man er dansker og skifter til islam.
 
Og så: hvad vil det sige at konvertere til islam? Og hvornår er man officielt blevet muslim?

Mange tak på forhånd.

Hilsen Daniel

Svar: 

Kære Daniel

Man er muslim, når man tror på Gud, Den ene, evige, uskabte, metafysiske Skaber, som beskrives via de 99 navne. Og når man tror på, at Profeten Muhammad er det sidste sendebud (efter Jesus, Moses, Abraham, Josef, Noa med flere).

I dagens Danmark bliver islam for mange forbundet med noget negativt, så man vil som konvertit i høj grad møde modstand og kritik, men også meget undren og mange spørgsmål.

Andres kritik bør aldrig være noget, som afholder os fra at gøre det, vi føler for, eller forhindre os i at udleve de handlinger eller den tro, som får os til at føle os som os selv. Du vil sagtens kunne komme i snak med andre konvertitter, som har været i samme situation og opnå fællesskab med andre som dig.

Venlig hilsen
Nour Jørgensen 
Cand.mag. i islamiske studier og religionsvidenskab

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.