Spørg

Hvad spiser muslimer under ramadanen?

En afghansk mand er ved at fremstille den lokale snack seemian, der består af mel og sukker. Den spises i Afghanistan især under ramadanen. Foto: Farshad Usyan/AP/Ritzau Scanpix

Da jeg arbejder i et asylcenter, vil jeg høre, om muslimer spiser noget specielt under ramadanen. Er der noget, de slet ikke spiser, eller noget de hellere spiser end andet, spørger en læser. Bettina Meisner, der er muslim og lærer, svarer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Da jeg arbejder i et asylcenter, og jeg ved vi rammer ramadan om ikke så længe, ville jeg høre, om muslimer spiser noget specielt i denne periode?

Er der noget, de slet ikke spiser, eller noget de hellere spiser end andet?

Med venlig hilsen
Medarbejder på asylcenter

Svar:

Hej Medarbejder på asylcenter

Hvor er det fantastisk, at du har gjort dig ulejlighed med at tænke på sådant et spørgsmål.

Som udgangspunkt er dit spørgsmål dog ikke lige til at svare på. Jeg går ud fra, at asylcentrene huser mange forskellige nationaliteter, og derfor kunne du i princippet lige så godt spørge, hvad kristne rundt om i verden spiser juleaften?

Hver nationalitet, herunder hver familie, har deres ramadantraditioner. Så jeg må set fra denne vinkel blive dig svar skyldig. Men jeg vil opfordre dig til at spørge de enkelte asylansøgere. Min erfaring er dog, at rigtig mange godt vil have varm suppe til solnedgangsmåltidet.

Jeg kan imidlertid sagtens besvare dit spørgsmål ud fra en islamisk vinkel, idet profeten Mohammad har efterladt sig råd også på dette område:
Det er profetens anbefaling, at man bryder sin faste ved solnedgang med et ulige antal af dadler, derudover med vand.

Det er tillige stærkt anbefalet, at den enkelte muslim sørger for at spise suhoor, det vil sige morgenmad, lige før solen står op. Da fasten påbegyndes først i juni 2016, vil det betyde, man skal nå at spise morgenmad før kl 2.30.

"Hav jeres suhur, for der er velsignelse (baraka) i suhur." (Bukhari haditsamling)

Fødevarestyrelsens fem kostråd er gode at bruge som rettesnor også i forhold til fastemåneden.

I Koranen 23:51 står der:
"I udsendinge! Spis af de gode ting, og gør ret! Jeg ved, hvad I gør."

Mange hilsner
Bettina Meisner
Muslim og lærer

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.