Lyden af en hånd

Thailandsk Buddha-figur. -- Arkivfoto

Zen-buddhismen lever i bedste velgående i Østasien, men er i Vesten især kendt for sin meditation over paradoksale koan. Religionshistoriker Jørn Borup besvarer spørgsmål fra en læser

Spørgsmål:

Jeg stødte på ordet zen-buddhisme og kan ikke finde noget om det på nettet, udover at det vist ikke er en religion, men en ideologi eller en filosofi. Kan du hjælpe mig?

Venlig hilsen

Anne-Dorthe

Svar:

Zen-buddhisme er en form for buddhisme, der oprindeligt startede i Kina måske omkring det 10. århundrede, men som har legender om den indiske munk Bodhidharma, der angiveligt skulle have levet i Indien i det 5.-6. århundrede.

Den er mest kendt i sin japanske udgave, især takket være en japansk tænker ved navn D. T. Suzuki, hvis bøger har inspireret mange i hele verden.

Zen-buddhismen kendes især for sin meditation, bl.a. den form hvor man mediterer på en koan, en paradoksal historie som fx: "Du kender lyden af to hænder, der klapper. Hvad er lyden af en hånd?" Zen er især i Vesten blevet synonymt med "ånd," "kvalitet," eller "spiritualitet", men er faktisk en helt traditionel form for buddhisme, der lever i bedste velgående i Østasien.

Venlig hilsen

Jørn Borup
Religionshistoriker

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.