Behøves religion?

Hvorfor har man brug for en religion?

Spørgsmål:

Hej Aminah

Vi er to elever på Sæby Friskole. Vi er i gang med en projektopgave om religioner og vi ville høre om du kunne hjælpe os med et spørgsmål.

- Hvorfor har folk brug for en religion?

Vi har lidt svært ved at finde ud af det.

På forhånd tak.

Hilsen Mirjete og Lasse

Svar:

Kære Mirjete og Lasse

Jeg kan godt forstå, I har svært ved at finde ud af, hvorfor folk har brug for religion. Jeg var selv 35 år gammel, før jeg fandt ud af, at tro kan være til nytte. Som ung mente jeg, at jeg sagtens kunne klare alting selv, og at tro kun var for gamle og syge, der havde brug for noget at klamre sig til, når de kunne mærke, at de snart skulle dø.

Jeg var 31 år, da min mor døde af kræft, og jeg havde to små børn. Og selvom jeg ikke anede ret meget om nogen som helst religion, fortalte jeg mine børn, at vi en dag på en eller anden uforklarlig måde skulle møde deres højt elskede mormor igen. Den tanke trøstede os, når vi var kede af det. Nogle år senere fandt jeg ud af, at det er en del af islam at tro på, at man efter Opstandelsen genforenes med dem, man holdt af i det jordiske liv, og det synes jeg er en meget smuk tanke. Så føles det ikke helt så trist og håbløst, når man mister et menneske, man holder af.

Jeg tror i det hele taget, at man som troende kommer langt nemmere igennem sygdom, skilsmisse, dødsfald o. lign., fordi man helt spontant vil bede en bøn eller læse i Bibelen eller Koranen, når man møder modgang eller bare har behov for at klare tankerne.

Jeg tror, at man lever mere intenst, når man tror på Gud. Man bliver pludselig bevidst om, at det ikke er en selvfølge, at fuglene synger og solen skinner - og at ens børn er sunde og raske og klarer sig godt. Man føler behov for at sige tak til Gud hver evige eneste dag, og når man lovpriser og takker Gud, fyldes man med en ubeskrivelig fred og harmoni. Man kan meget ofte mærke, når man står over for et troende menneske, fordi det hviler i sig selv.

Jeg tror, at man som troende føler større ansvar for sig selv og sine omgivelser, fordi man er bevidst om, at livet er en gave - og dermed også en opgave og en forpligtelse. Det er lettere at tage stilling til livets store etiske spørgsmål, når man har som udgangspunkt, at man skal værne om livet og om de svage, der ikke er i stand til at tale deres egen sag.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.