Det afgørende er hvordan vi forholder os til Gud

Tilbeder jøder, kristne og muslimer den samme Gud?

Spørgsmål:

Kan man grundlæggende sige, at jødedommen, kristendommen og islam tilbeder den samme Gud?

Jeg ved, at islam og jødedommen fornægter treenighedsbegrebet. Men religionerne må vel bygge på hinanden.

Jøderne har Det gamle Testamente. De kristne har Det gamle og Det nye Testamente. Men I bibelen får Abraham sønnen Ismael med Hagar og sønnen Isak med Sara.

En håbefuld lærerstuderende

Svar:

Kære Håbefulde

Uden helt at vide hvad du mener med "grundlæggende", så er det i hvert fald rigtigt, at jødedom, kristendom og islam har det til fælles, at de er monoteistiske religioner, hvor man tror på én Gud og kun en Gud - uanset hvad jøder og muslimer måtte sige om kristne og troen på den treenige Gud.

Ligeledes er det korrekt, at de alle tre taler om Gud som ham, der har åbenbaret sig for Abraham. Som grundlag for forståelsen af både hvem Gud er, og hvad det vil sige at være menneske, henviser de alle til den historie som tager sin begyndelse med Abraham og Guds udvælgelse af ham.

På den baggrund kan man sige, at man i de tre religioner tilbeder den samme Gud. Helt klart bliver det f.eks. når Jesus i Det nye Testamente kalder Gud - sin fader - for Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.

Men det afgørende er jo, hvordan vi hver især forstår ham og ikke mindst forstår, hvordan han handler og er i nutiden, og hvordan vi skal eller kan forholde os til ham.

Centralt for en kristen forståelse af Gud er det, at han endegyldigt og tydeligt har vist sig i Jesus, og at vi som mennesker kan forholde os til Gud gennem og på grund af Jesus - men ikke uden ham.

mvh

Bodil Skjøtt

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.