Døden er absolut

Jeg tror, at nærdødsoplevelser er et fysiologisk fænomen frem for en oplevelse fra det hinsides, skriver Ismael Gögenur.

TÆT PÅ DØDEN: I det øjeblik sjælen forlader kroppen, er der ingen vej tilbage, skriver Ismael Gögenur i sit svar om nærdødsoplevelser

Døden er netop nu tema på religion.dk. Du kan stille spørgsmål til sygehuspræst og sjælesørger Bente Chemnitz, Susanne Sønderbo, der er sygehuspræst i Norge samt muslimske Ismail Gögenur, der er læge på Gentofte Amtssygehus og under uddannelse som kirurg. Du kan stille dit spørgsmål ved at sende en e-mail til religion@kristeligt-dagblad.dk. Alle spørgsmål og svar publiceres her på siden. Du kan også tage del i brugerdebatten - klik her.

Spørgsmål:

Vad säger de som har upplevt nära döden upplevelse - vad är det som händer då?

Amina Abdul

Svar:

Nærdødsoplevelse er ikke et område, jeg har nogen medicinsk erfaring med. Jeg er heller ikke sikker på, at der er nogen gængse medicinske forklaringer på nærdødsoplevelser med visioner om lys, flashbacks, hvor man gennemlever tidligere hændte begivenheder eller direkte oplevelse af, at man snakker og interagerer med det hinsides i de par sekunder, hvor hjertet holder op med at slå.

Ud fra et islamisk perspektiv er der flere aspekter at tage hensyn til, når man taler om nærdødsoplevelser. I islam er død en absolut begivenhed dvs. i det øjeblik sjælen forlader kroppen, er der ingen vej tilbage. Den absolutte død er endelig.

Baggrunden for dette er, at man som muslim ser på dette liv som en tid, hvor man skal igennem mange prøvelser. En central del af disse er troen (og heri inkluderet tvivlen) på Guds eksistens. Efter man er død, vil man, i det øjeblik sjælen forlader kroppen, få fuldstændig bevidsthed om Guds eksistens, hvorfor hensigten med livet her på jorden vil ophøre.

Min personlige holdning til nærdødsoplevelser er, at de "oplevelser," de få personer, der har gennemlevet en nærdødsoplevelse, beretter om, er fænomener, der skyldes en påvirkning af hjernen i forbindelse med, at blodgennemstrømningen afbrydes eller nedsættes betydeligt. I tråd med drømme hvor der strømmer mange billeder igennem bevidstheden/underbevidstheden, prøver personen/hjernen at sammenkæde en række indtryk ved opvågningen, der så bliver forklaret i form af en mystisk oplevelse.

Jeg tror altså, det er et fysiologisk fænomen frem for en oplevelse fra det hinsides. Viden omkring "anatomien" af det hinsides i den fuldstændige form er forbeholdt Gud og er noget, som vi først vil få indsigt i, den dag vi dør. Indtil da må vi leve med profeternes beretninger og beskrivelser af det hinsides, som de har fået åbenbaret af Gud. Og deres viden er selvfølgelig begrænset i forholdet til den alvidende Skaber.

Med andre ord må vi som mennesker leve med troen og tvivlen her på jorden og gøre vores bedste for at leve et godt liv som troende.

Ismael Gögenur

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.