At gå i døden for Guds skyld

MARTYRIUM: Jødedom lægger vægt på livet og anser det for uacceptabelt at gå i døden for Guds skyld, skriver Bent Lexner - Læs her fem trosretningers bud på en martyrforståelse

Vi har spurgt fem paneldeltagere om, hvad de forstår ved en martyr. Her følger et luthersk, et ortodoks, et jødisk, et muslimsk og et buddhistisk syn på emnet.

Ricardt Riis, tidligere præst i folkekirken

En definition på en martyr kunne lyde: En martyr er et menneske, der mister livet for sandhedens skyld. Luther hævder, at vi skal adlyde øvrigheden i alle ting, undtagen når den vil tvinge os til at gøre uret. Hvis f.eks. øvrigheden vil tvinge dig til som soldat at gå i krig, da må du først forvisse dig om, at der er tale om en retfærdig krig; for kun hvis der er tale om en retfærdig krig - og det vil i Luthers øjne sige en forsvarskrig - er det tilladt for en kristen at være soldat.

Hvis øvrigheden vil forbyde dig at læse f.eks. i det ny testamente, da skal du nægte at adlyde øvrigheden. Du skal ikke sætte dig til modværge, hvis den foretager husundersøgelser, men du skal heller ikke fortælle, hvor du gemmer dine ny testamenter. Nogen har ment, at Luther hævdede, at øvrigheden skulle adlydes under alle omstændigheder, men det er altså ikke tilfældet.

Dog synes Luther ikke at kalde de mennesker martyrer, som eventuelt bliver pågrebet, fordi de deserterer fra en hær, der vil føre angrebskrig. Derimod holder han sig ikke tilbage under bondekrigen i 1525. Den betragtede han som et ugudeligt oprør, og han opfordrede, efter at hans mæglingsforsøg var løbet ud i sandet, fyrsterne til at slå de oprørske bønder ned "som gale hunde".

Hvad der her efter min mening er mere betænkeligt, er, at han i samme skrift erklærer de soldater, der dør under felttoget mod bønderne, for martyrer. Nå ja, hvis man som han er 100 % overbevist om, at ethvert oprør er imod Guds vilje, så er det måske forståeligt. Men heldigt er det nu ikke. Og det svarer heller ikke til oldkirkens sprogbrug.

Men hvem er så martyrer i dag? Jeg vil foreslå, at man udvider begrebet til at gælde alle, ikke blot kristne. Martyr er den, der dræbes af den sicilianske mafia, fordi han har vidnet imod den. Han er blevet dræbt i kampen med ordets våben for ordets herredømme. Martyr er den, der under Pinochets diktatur stillede sig op uden for politistationerne med bannere, der fortalte, at her foregik der tortur af den og den, og som blev dræbt for det. Martyr er den journalist, der griber magthaverne i løgn og bliver dræbt for det. Martyr er den, der dræbes i den stadig kamp for at holde sprogets herredømme i hævd.

Måske man kan anvende Amnesty International's forestilling om samvittighedsfanger. Som man måske husker, blev Nelson Mandela ikke anerkendt af Amnesty International som samvittighedsfange, fordi han havde opfordret til og selv brugt vold i sin kamp mod det sydafrikanske apartheidstyre. I hvert fald: Det drejer sig om at kæmpe med ordets våben, det drejer sig om at fastholde det lovens herredømme, vi har fået, nationalt og internationalt, det drejer sig om at få det sprog, der er menneskets særkende, til at gøre sin virkning overalt i samfundet. Og det koster altså af og til blod. Måske vi skulle ære de mennesker, hvis blod udgydes i denne kamp, noget mere.

Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke:

Egentlig betyder martyr blot vidne. Martyr er dybest set enhver, der vidner om Kristus. Et sådant vidnesbyrd indebærer nødvendigvis afkald og lidelse i forhold til denne verden. Martyr er derfor - mere specifikt - den, der lider og i visse tilfælde dør for sin tro.

I den tidlige kristenhed var martyriet noget meget konkret; for det var forbundet med livsfare at bekende sig til Kristus og holde fast ved denne tro i det hedenske Romerrige. Der er talrige beretninger om dette. Også i nyere tid ser vi mennesker, der dør for deres kristne tro, fx i det tidligere Sovjetunionen.

Martyriet antager nogle gange mere indirekte former, uden at vi derfor skal tro, det er forsvundet. Enhver, som giver afkald på ære, rigdom og anseelse i denne verden til fordel for Kristus og Kirken har del i martyriet. Munke og nonner og livet i klostrene kan være eksempel på et sådant afkald; men også blandt mennesker ude i verden finder vi martyrer.

En nyttig indgangsvinkel til forståelsen af martyriet er det ortodokse kristne vielsesritual. Under vielsen holdes kroner over ægtefolkenes hoveder. Kronerne er tegn på Helligåndens nåde over ægtefolkene; men de er også martyrkroner, som peger på den altomfattende gensidige opofrelse, der kræves i det kristne ægteskab.

Bent Lexner, jødisk overrabbiner:

Maimonides, som hører til blandt de største jødiske skikkelser, har i sit værk "Mishneh haTorah" beskrevet jødedommens forhold til martyrium. Han skriver:

"Enhver jøde er forpligtet til at hellige Guds navn, idet det står skrevet (3. Mosebog 22,32): "Jeg skal helliges iblandt israelitterne". Endvidere er de blevet advaret mod at vanhellige Herren. Hvordan kan disse principper forstås? Hvis en afgudsdyrker vil tvinge en jøde til at overtræde et bud fra Torahen - ellers vil han blive dræbt - er jøden forpligtet til at overtræde den religiøse forpligtelse frem for at dø, fordi der står skrevet: "I skal holde mine love og mine forskrifter, ved hvilket mennesket, der udfører dem, skal leve; jeg er Herren".

I skal leve med dem, ikke dø, og den, der accepterer at dø frem for at overtræde budet, er at betragte som en, der er skyldig i egen død".

Rambam fortsætter med at sige, at dette gælder for samtlige bud med undtagelse af tre: nemlig afgudsdyrkelse, incest og andre lignende ting, der strider imod den gældende moral samt mord. Det er Rambams opfattelse, at dette gælder under normale forhold, medens hvis der f.eks er tale om religiøs forfølgelse af et jødisk samfund, kan det accepteres, at en jøde accepterer at dø.

Historisk set har der været perioder, hvor selvmord blandt jøder frem for at falde i fjendens hænder blev betragtet som "Kiddush Hashem", helligelse af Guds navn. Det gælder f.eks. historien om masseselvmordet på Masada.

Generelt må det siges, at jødedom er imod ideen om martyrer. Jødedom lægger vægt på livet og anser det for uacceptabelt at gå i døden for Guds skyld. Blandt moderne tænkere har man blandt andet diskuteret spørgsmålet om, hvorvidt et menneske må acceptere at gå i døden for at redde andre. Dette spørgsmål er ikke mindst blevet diskuteret efter Holocaust.

Hadi Khan, muslim:

For mig at se er der en meget klar forklaring på en "shahiid", oversat til dansk: martyr. Det er en, der sætter alt på spil for sin overbevisning og til sidst også sit liv. Altså han/hun dør ikke for sin egen vindings skyld, men for alle de efterladtes skyld. Selv vil han få en belønning af Gud efter døden - ikke 79 jomfruer, men en titel af at være den anerkendte, den som alle - inklusiv Gud - har lagt mærke til.

Merete Nielsen, buddhist:

Inden for buddhismen arbejder man ikke med martyrium eller martyrer. Da man hele tiden kun ønsker, at alle levende væsner skal være lykkelige, og da man forsøger at fjerne al lidelse fra verden, er der ikke noget ophøjet ved lidelse, og det giver ikke mening, at nogen skal lide for buddhismen eller for andre.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.