Om racer, kulturer, religioner og nationer

Debatspørgsmål til Hans Hauge: Er du er ude i en ny variant af T.S. Eliots genkristningsprojekt?

Spørgsmål:

Kære Hans Hauge,

Jeg føler pludselig trang til at stille dig en række spørgsmål, som jeg tror du kan hjælpe mig med. Jeg tror det, men jeg ved det ikke. Det er ikke mit indtryk, at du er en detaljens mand, men de store linjers, hvorfor jeg bestræber mig på at stille spørgsmålene så præcist, som det er mig muligt.

1) Om begrebsforvirring: Mange af dem, som i dag betegner sig selv som venstreorienterede, taler i dag om eksistensen af en såkaldt "kulturracisme", der angiveligt skulle bestå i at det danske samfund diskriminerer andre kulturer ved at påtvinge individer fra disse kulturer at tilegne sig dansk/europæisk kultur, f.eks. i skoleøjemed. Men er betegnelsen ikke en begrebslig selvmodsigelse, eftersom kultur netop ikke er det samme som race?

Hvis kulturel diskrimination virkelig var det samme som racediskrimination, ville en race entydigt vise sig i en bestemt kultur, og bestemte kulturer ville begrænse sig til bestemte racer. Ingen af delene er sande, hvorfor kulturel diskrimination vel ikke er identisk med racediskrimination, eller hvordan ser du på begrebet "kulturracisme", Hans
Hauge?

2) Om dekonstruktion: Som jeg har forstået det, kan man bruge dekonstruktion til at vise, hvorledes overleverede og måske især nationale symboler, myter og institutioner, ja nationen per se, er kunstige og skabte. Hvad vi andre gik og troede var naturlige fremvækster, skal nu dekonstrueres og afløres som værende illusioner. Copperfield om igen.

Dekonstruktionen skal dog ikke kritisere og ikke for at over-vinde, siges det, men for at for-vinde. Den skal genbruge og genindskrive de i allerede omløb værende begreber i en ny tekst. De skal rekontekstualiseres, gøres up-to-date. Hvad betyder alt dette, Hans Hauge? En dekonstruktion og denationalisering af nationen vil i virkeligheden styrke nationen?

Jeg håber ikke, at jeg blotter min uvidenhed ved at spørge om dekonstruktion er at forandre for at bevare. Konservatisme? Og kan man, mellem os sagt, sige, at du er ude i en ny variant af T.S. Eliots genkristningsprojekt?

Hvad skjuler du, når du taler i f.eks. Berlingske Tidende? Kan man vitterligt påstå, at nationen er illusorisk blot fordi den er konstrueret, eller er et resultat af en historisk proces i vekselvirkning med statsmagten? Hvad er da ikke illusorisk?

Med venlig hilsen - en ivrig Hans Hauge-iagttager

Martin Bielefeldt (ja, det ER tysk)
Bjelkes Allé 22.3 - lejl 37
2200 København N

Svar:

Kære Martin Bielefeldt

Du spørger til fænomenet 'kulturracisme'. Er det en modsigelse. Strengt taget har du ret. Race og kultur er ikke det samme, men i dag bruges ordet race om meget andet end racer. Hvis der ikke findes racer, er det jo også umuligt at være racist. Man taler derfor om 'racisme uden racer', som det karakteristiske. Angreb på en anden religion - islam - f.eks. kaldes også racisme, selvom en religion ikke er en race.

Før i tiden betød race heller ikke 'race'. The English race - sagde man og mente dermed blot det engelsk folk. Race og folk var det samme.

Der er så dem, der siger: Kultur er race minus biologi.

Du spørger også til dekonstruktion. Vil den vise at nationer er kunstige?

Nej, det kan man ikke sig. Der er derimod noget som hedder konstruktivisme, som er en bestræbelse på at vise, at de vi tror er naturligt eller gammelt i virkeligheden er kunstigt og nyt. Nationer er ikke gamle, men ny. De siger selv, at de har en lang historie, men det er en konstruktion. Det må ikke forveksles med illusion. Konstruktioner er ganske virkelige. Fodbold er en konstruktion, men det tager selv forstandige folk af en eller anden grund meget alvorligt.

Dekonstruktion er blevet 'anklaget' for at være neokonservativ, nemlig af den tyske filosof Jürgen Habermas, der i en meget hadsk bog forkastede al fransk postmoderne tænkning, som han uden at argumentere kaldte irrationalistisk, jødiske mystik og konservativ.
Dekonstruktion er ikke destruktion (Heidegger), men et hverken eller. Det vil bevare og ikke bevare eller bevare på en bestemt måde.

Håber, det afklarede begreberne lidt.

mvh

Hans Hauge

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.