Tendens til mere religiøsitet?

Spørgsmål:

En ny meningsmåling fra Sonar viser, at flere og flere danskere identificerer sig som kristne. Hvad skyldes den udvikling?

Redaktionen

Svar:

(Kort telefoninterview:) Man kan også sige, at der er flere i kirken, mens der er langt færre med flyveren. Det er 11. september, der har fået folk til at gå i kirke, men udviklingen har to sider. Ligesom der er tegn på, at flere bliver religiøse, så er der også tegn på en stigende religionskritik - vel at mærke en kritik, der er politisk begrundet, og ikke videnskabelig begrundet, som i 1970'erne.

Folk søger kirken, når de har brug for trøst, og det eneste sprog, man i hele den vestlige/kristne verden kunne bruge i bearbejdelsen af den 11. september, var gamle victorianske salmer. Den moderne kunst kunne nok forudsige ulykken, men er nu blevet stum.

Senere tilsendt kommentar:

Man bør altid udvise en vis skepsis over for alle former for meningsmålinger. Det er blevet sådan, at moderne socialvidenskab arbejder på følgende måde: De spørger folk hvad de mener. Det kan være om politik, etik eller religion. Det vil sige: Folket, flertallet, massen, befolkningen er blevet eksperterne, medens eksperterne blot indsamler data.

Da Kant formulerede sin etik, gik han ikke først ud på gaderne i Königsberg, hvor han boede, og spurte borgerne om, hvad de mente den etiske fordring gik ud på. Det gjorde Løgstrup heller ikke. Det er altså ikke sikkert, at det passer, hvad folk siger, når de bliver spurgt.

"Det er humbug at kalde sig kristen", sagde Løgstrup i en af sine prædikener. Så hvis nogen svarer ja til, at de kristne, muslimer, mormoner eller hvad de nu er, er det ikke sikkert, at det passer. Den engelsk-amerikanske forfatter T.S. Eliot sagde "Tro viser sig i handling". Det har mange andre også sagt. Om man tror på det ene eller andet viser sig kun et sted: I handling. Viser danskerne at de er kristne? Det er der vist ikke meget, der tyder på.

Hans Hauge

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.