Tingene er ikke altid som de ser ud

Kenneth Pedersen og Pernille Christensen spørger om, hvorfor muslimer generelt er sværere at integrere i det danske samfund end buddhister. Det er sandt, at der er nogen, der siger det. Passer det? En teori går ud på, at kultur og religion ikke kan adskilles. I så fald er vi religiøse, når vi er kulturelle og kulturelle, når vi er religiøse. På den måde kan integration kun lykkes, hvis muslimen skifter religion. Og det er faktisk ret almindeligt, at mennesker skifter religion eller trosretning. Man er ikke født muslim; det er ikke skæbne, men valg.

Andre mener, at islam er før-moderne, og at Danmark er et moderne samfund. Derfor placeres de i gruppen af traditionalister, men denne gruppe er ret omfattende. Mange danske præster beklager traditionstabet; men i så fald er de vel heller ikke integrerede. Og er Jehovas Vidner-folk eller mormoner velintegrerede? Hvem er så velintegrerede? Polakker og vietnamesere. Men hvem integrerede dem? Den danske folkeskole? Nej, private, katolske skoler, skønt Danmark ikke er et katolsk land. Måske er folkeskolen blot meget dårlig til at integrere.

Hvorfor er buddhister tilsyneladende integrerede? Buddhisme er langt mere fashionabelt, medieegnet og smart end islam. Vestlige intellektuelle og digtere har sværmet for buddhismen i mange perioder i det 20. århundrede. Det er interessant at være buddhist, men muslimer er irriterende eller for smarte. Hvad er nu svaret? Der er faktisk folk, der mener, at det tørklæde, som visse unge 'muslimske' piger bærer, er et tegn på vellykket integration. De viser, at de er individuelle og postmoderne. Der var folk, der mente, at da bangladesherne i Bradford foranstaltede slagsmål, var de rigtig integrerede, for de gjorde som alle andre englændere. Tingene er ikke altid, som de ser ud til. Hvor mange buddhister er der f.eks. i folketinget?

Hans Hauge

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.