Hvad sker med den døde efter begravelsen?

Det troende menneske får med det samme at vide, om Gud er tilfreds med personen, og personen får sin plads i paradis at se, skriver imam Kassim Rachid. Foto: colourbox.com

Så snart folk forlader gravpladsen, kan den døde høre deres fodtrin. Derefter kommer der engle til den døde og stiller tre spørgsmål, svarer imam Kassem Racid

Spørgsmål:

Hej,

Hvad sker der med dem, der ligger i graven, og hvad laver de? Ingen ved jo, hvornår dommedagen kommer, så skal de ligge nede i graven og vente på deres dom, indtil alle mennesker er døde?

Hvis et menneske for eksempel dør i morgen, skal det menneske så vente i måske tusinde år? Kan I følge mig?

Venlig hilsen
Sadiq

Svar:

Kære Sadig

Ifølge den islamiske tro går hvert eneste menneske igennem forskellige faser af livet. Den første fase af livet beskrives i følgende citat fra Koranen:

(14) Derpå har Vi gjort det til en dråbe på et sikkert sted, (15) Derpå skabte Vi dråben om til sammenløbet blod og omskabte det sammenløbne blod (eller sammenhængende celler) til en klump. Så skabte Vi knogler ud fra denne klump. Derpå dækkede Vi knoglerne med kød. Og så udviklede Vi det til en anden skabning (med sjæl), (Koranen del 18, kapitel 23, vers 14-15).

Den anden fase, er når fosteret er blevet født og kommet til verdenen. Den tredje fase er den, som mennesket kalder for døden.

Ifølge islamisk tro kalder man denne fase for gravlivet. Selvom man er fysisk død, er vores sjæl stadigvæk i live. Sjælen for de troende kommer op i himlen tættere på Gud. Sjælen for de ikke-troende kommer ned på den nederste del af Jorden. Dette er nævnt i Koranen i del 30, kapitel 83, vers 8 og vers 19.

Den sidste fase er det evige liv efter dommedag. Men tilbage til gravlivet, som er det længste liv for ethvert menneske. Så snart et menneske bliver begravet, og folk forlader gravpladsen, kan den døde høre deres fodtrin.

Den første ting der sker er, at engle kommer til den døde og stiller tre spørgsmål: Hvem er din Gud?, Hvad er din tro?, Hvem er Guds sendebud? Hvis man er troende, svarer man med det samme. Og hvis man ikke er dette, så vil den døde svare: hvad? på alle tre spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Hvad betyder engle for muslimer?

Det troende menneske får med det samme at vide, om Gud er tilfreds med personen, og personen får sin plads i paradis at se. Siden da føles graven meget stor for personen, og den troende vil glæde sig til dommedag. Dem der ikke er troende, får Guds vrede at vide og får deres plads i helvede at se. Og man glæder sig overhovedet ikke til dommedag.

Hvis jeg skal give et godt eksempel på de to forskellige mennesker, så er det faktisk præcis som at forestille sig, at den troende lever i en dejlig og smuk drøm, hvor den anden lever i et grimt og forfærdeligt mareridt.

LÆS OGSÅ:Hvad vil der ske på dommedag?

Spørgsmålet hertil er, hvis man allerede i forvejen ved, hvor man havner henne, hvorfor skal man så til dommedag og blive spurgt?

Det er fordi, Gud er meget retfærdig, og at man skal erkende sine gerninger. Præcis ligesom når man er i retten og er blevet sigtet for noget, så skal anklagemyndighederne komme med bevisførelse og dokumentation.

Venlig hilsen
Kassem Rachid
Imam og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.