Spørg

Vi er ikke muslimer: kan vores barn blive velsignet af en imam?

"Det er ikke imamen, der velsigner, det gør Allah. Imamen beder til Gud. Så det er Gud, der velsigner. At få Allahs velsignelse er afhængig af Allahs nåde," skriver imam Naimatullah Basharat.

Jeg kan ikke finde noget, som kan være imod denne holdning. Ifølge islam bliver ethvert barn født af ren natur. Børn bliver ikke født som kristne eller jøder, svarer imam Naimatullah Basharat

Spørgsmål:

Kære religion.dk

Min kæreste og jeg venter vores første fælles barn til oktober. Jeg er opvokset hos en jødisk mor og en katolsk far, men jeg ser mig selv som jøde. Min kæreste tror ikke rigtig på noget, selvom han er både døbt og konfirmeret som kristen.

Vi har talt om, hvorvidt vores søn eller datter skal døbes, og er nået frem til, at det ville være hyklerisk af os, når vi (og jeg især) ikke kan stå inde for hverken Sønnen eller Helligånden.

Derimod ved vi, at bliver det en dreng, skal han omskæres som led i min tro. Dog vil vi også gerne have, at han/hun skulle blive velsignet af diverse religiøse ledere. Og deraf kommer mit spørgsmål, om han/hun kan blive velsignet af en imam, selvom vi ikke er muslimer og ingen tilknytning har til islam?

Venlig hilsen
Natacha

Svar:

Tak for jeres henvendelse.

Et kort svar er "ja", det kan man godt. Jeg kan ikke finde noget, som kan være imod denne holdning. Ifølge islam bliver ethvert barn født af ren natur. Børn bliver ikke født som kristne eller jøder, det er deres forældre, der kan gøre dem til kristne eller jøder.

Hvordan kan man så blive velsignet af en imam? Dette spørgsmål kræver lidt forklaring. Ifølge islam er det tradition, at ved nyfødte børn bliver der kaldt Adhan (kald til bøn) i barnets højre øre og Rede til bøn Al-Iqama (forkortelse af kaldet til bøn) i det venstre øre, og som selvfølge beder man til Allah om at velsigne barnet.

Det er ikke imamen, der velsigner, det gør Allah. Imamen beder til Gud. Så det er Gud, der velsigner. At få Allahs velsignelse er afhængig af Allahs nåde.

Jeg ønsker det bedste for jer og jeres barn.

Venlig hilsen
Naimatullah Basharat
Imam

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.