Koranen og islams sekundærtekster om stening
Svar på en række af læsernes spørgsmål om Koranens syn på dødstraf, utugt og stening fra Aminah Tønnsen
I det følgende besvarer jeg en række afstillede spørgsmål vedrørende Koranen og islam.
Om dødsstraf generelt
Koranens beretning om Kain, der dræbte sin bror Abel, afsluttes med en helt central passage om dødsstraf:
Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske - medmindre det er som gengæld el. straf for overlagt mord eller blodig vold og terror (fasâd fil ardh) - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden. (5:35)
Som det fremgår af denne passage, er der kun to tilfælde, hvor dødsstraf kan komme på tale: For overlagt mord samt for grov vold og terror (fasâd fil ardh – egl. kaos på jorden, dvs. forbrydelser imod samfundet). Og i begge tilfælde nævner Koranen andre straffe for samme forbrydelse, ligesom man naturligvis kan vælge helt at tilgive forbryderen (jfr. 5:36-37 og 5:48).
Når man i en konkret situation står og skal udmåle en straf, er der stof til eftertanke i disse passager:
De, der lytter til Ordet og (når der er flere alternativer) følger det bedste, er vejledt af Gud. Disse er de (virkelig) indsigtsfulde. (39:18)
I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige; men den, der afstår fra sin ret til gengældelse, kan derved sone sine egne synder. (5:48)
Om utugt
Koranens 24. sûra (el. kapitel) hedder "nûr" (el. "lyset") og handler fortrinsvis om kønsroller - deriblandt "zinâ' ", dvs. seksuelt samvær mellem to personer, der ikke er lovformeligt gift med hinanden (i det efterfølgende benævnt "utugt").
Dette er en sûra, som Vi har nedsendt og gjort bindende. I den er der tydelige tegn (ayât) for at formane og advare jer. (24:1)
Den utugtige kvinde (zâniya) eller mand (zâni) straffes med et hundrede slag. Lad jer ikke overvælde af medlidenhed i en sag foreskrevet af Gud, dersom I tror på Gud og Den Yderste Dag. Og lad en gruppe troende (mu'minûn) overvære afstraffelsen. (24:2)
Der er altså intet spor af hverken dødsstraf eller stening i denne passage, og straffen på de et hundrede slag er i de fleste muslimske lande for længst konverteret til fængselsstraf af varierende længde.
24:2 betyder implicit, at seksuelt samvær bør holdes inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab (jfr. 24:33 & 17:32). Den utugtige sætter sig selv uden for de anstændiges kreds og hans/hendes valg af ægtefælle begrænses tilsvarende:
En utugtig mand (zâni) må kun gifte sig med en utugig kvinde (zâniya) - eller med en afgudsdyrkerske (mushrika). Og en utugtig kvinde (zâniya) må kun gifte sig med en utugtig mand (zâni) - eller med en afgudsdyrker (mushrik). Noget sådant er forbudt for de troende (mu'minûn). (24:3) (jfr. 24:26)
At Koranen indeholder regler for, hvem den utugtige må gifte sig med, må alt andet lige være endnu et klart og utvetydigt bevis på, at der ikke er dødsstraf for utugt (zîna).
Koranen præciserer efterfølgende, at der kun kan være tale om afstraffelse, dersom der er fire troværdige vidner til selve akten. Straffen for at anklage en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire vidner, er firs slag, dvs. fire femtedele af straffen for utugt, så falsk anklage er en ganske alvorlig affære. (24:4)
Det siger sig selv, at den, der tvinges til utugt af en voldtægtsmand eller alfons, naturligvis ikke straffes. (24:33)
Om Koranen og hadîth
Der er for mig ingen tvivl om, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn (hadîth) er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel. Gud siger selv, at Han "intet har glemt i Bogen" (6:38), og at den indeholder "en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne (mellem ret og uret)." (2:185)
Med dette in mente er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør en så grusom afstraffelse som stening ved at henvise til sekundære tekster som hadîth.
Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn; men hvorledes kan man insistere på at bruge hadîth-udsagn, der direkte strider imod Koranens ord – især, når der er tale om at berøve et medmenneske det dyrebareste af alt: selve livet?
At bruge sekundære tekster i tilfælde, hvor Koranen giver en klar og utvetydig anvisning, er at sætte mennesket over Gud.
DERFOR holder jeg fast ved, hvad jeg første gang skrev i 1989 i bogen Islam Naturens Religion: "Hvis det havde været Guds mening at straffe ægteskabsbrydere med så alvorlig en straf som stening til døde, ville Han ganske givet have nævnt det direkte i Koranen."
Aminah Tønnsen
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.