Gode gerninger er befriende

Spørgsmål:

Jeg arbejder med teksten "Et opgør med gerningsfriheden" af Martin Luther og forsøger at svare på spørgsmålet om hvorfor Luther mener, at hans opfattelse af gode gerninger er en befrielse.

Kan du hjælpe med at svare på dette spørgsmål?

Kærlig Hilsen

Sara

Svar:

Kære Sara!

Jeg kan ikke rigtig genkende den tekst, du nævner "Et opgør med gerningsfriheden".

Men det gør nu ikke så meget. Jeg har en anden tekst, som, jeg synes, på bedste måde forklarer, hvorfor Luther anså sin opfattelse af de gode gerninger som en befrielse.

Den stammer fra et skrift, der hedder "Om de gode gerninger". Luther skrev det i 1520, og det regnes for ét af de reformatoriske hovedskrifter.

Her sammenligner han vort forhold til Gud med forholdet mellem mand og kone i ægteskabet.

Og, siger han, gerningerne i et ægteskab kan gøres på to måder. De kan øves ud fra den gensidige tillid, og de kan øves ud fra en gensidig mistænksomhed. Det hedder hos Luther:

"Hvis en Mand eller Kvinde elsker og tror på hinanden, hvem lærer dem da, hvorledes de skal stille sig, hvad de skal gøre, lade, sige, tie eller tænke? Alene Tilliden lærer dem alt og mere, end nødvendigheden kræver. For dem er der ingen Forskel paa Gerningerne."

De gør de store, lange eller mange lige saa gerne som de smaa korte eller faa, og dertil gør de dem med glade, fredfyldte, trygge Hjerter og som helt frie Mennesker.

Men hvor der er Tvivl, da søger hver efter det bedste. Da begynder Forskellen mellem Gerningerne at udmale, hvilken Gerning der bedst er i Stand til at gøre Indtryk, og dog gaar man til den med et tungt Hjerte og med stor Ulyst, næsten som ufri, mere end halvt fortvivlet, og man bliver ofte til Nar derfor."

(Om de gode gerninger, for det sjette).

Og derfor: Den, der har erfaret, hvordan et tillidsforhold, han eller hun stod i, blev ødelagt, men derefter på forunderlig måde genskabt blot ved et ord, en tillidserklæring, en vittighed eller på anden måde, han eller hun véd noget om, hvad det vil sige, at vi frelses ved tro og ikke ved gerninger; og har samtidig mulighed for at forstå, hvordan Luther kunne opfatte sin opfattelse af de gode gerninger som en befrielse.

Det er jo virkelig en lettelse, når tillidsforholdet genoprettes, det forhold, man troede var gået helt i stykker; det er virkelig en befrielse, at det hele forvandles, så man ikke mere gør sine gerninger for at kunne sige: Se, det og det har jeg gjort, men bare gør dem uden at tænke over, om de er fortjenstfulde eller ej.

På samme måde overfor Gud. Man har ikke i Luthers optik nødig at gå og samle til huse af gode gerninger; man får i kraft af Guds tilgivelse forholdet til Gud genoprettet (hvis man altså vover at leve i tro på den tilgivelse) og kan derfor nøjes med at leve naturligt og ligefrem i de gerninger, dagligdagen lægger frem for én at gøre.

Men det skal indrømmes: Dette, at leve naturligt og ligefremt i dagligdagen, er ofte hos os i nutiden blevet så naturligt og ligefremt, at vi tager det som en selvfølge og glemmer, at det har en kristen baggrund.

Alligevel kan vi vel stadig sætte os ind i Luthers situation, at det i hvert fald for ham blev en befrielse at komme til at tro på Guds tilgivelse.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Tidl. sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.