Får kreationister ikke kristne til at fremstå latterlige?

"Skabelsesberetningen handler for mig at se derfor mere om, hvordan Gud ordnede kosmos og gav elementerne deres forskellige funktioner, end om den materielle skabelse", skriver lektor og ph.d. ved Dansk Bibel Institut Jens Bruun Kofoed. Foto: stock.xchng

Når der stadig er kristne, som forklarer livets tilblivelse kreationistisk eller som intelligent design, må det kvalificerede spørgsmål være på hvilket grundlag, de gør det, svarer lektor og ph.d. ved Dansk Bibel Institut Jens Bruun Kofoed

Spørgsmål:

Som kristen er det et problem, at ikke-troende påstår, at kristne tager Bibelens skabelsesberetning bogstaveligt. Hvorledes tager man overbevisende afstand fra de kredse, som afviser evolutionsteorien og fremhæver kreationisme og intelligent design som alternativer? Disse mennesker får kristne til at fremstå som latterlige og ødelægger debatten.

Intelligent design er på linje med at tro på, at jorden er flad, eller at solen drejer om jorden. Evolutionsteorien er for længst bevist hinsides al tvivl (se "Meningen med Livet - Om kaktusfinker, evolution og kaos"). Som god kristen bør man tage afstand fra den slags ammestuesnak og kun opfatte Genesis (1 Mosebog, red.) som en metaforisk beretning.

Peter

Svar:

Kære Peter

Allerførst vil jeg gerne kommentere din retorik. Når der stadig er kristne, som forklarer livets tilblivelse kreationistisk eller som intelligent design, må det kvalificerede spørgsmål være på hvilket grundlag, de gør det. Og ligesom kreationister må afkræves argumenter for deres påstande, må du også selv give saglige grunde for, at kreationisternes læsning af de bibelske skabelsestekster er "ammestuesnak", og at teksten skal forstås metaforisk.

Jeg forstår ikke selv skabelsesberetningen i 1. Mos 1. som en bogstavelig beretning om kosmos' materielle skabelse, men hvis tekstens genre skal bestemmes som værende noget andet end "ikke-bogstavelig", så involverer det en undersøgelse af den kultur, som teksten er blevet til i. Først når det er gjort, kan der opstilles argumenter for, hvad det er for en type tekst, vi har med at gøre, og om der er flest argumenter for at læse den bogstaveligt eller ej.

Såvel du som de kreationister, du nævner, må derfor forholde jer til tekstens genre, før det er fair at kalde en læsning for "ammestuesnak."

LÆS OGSÅ: Hvad er intelligent design?

Selv er jeg overbevist om, at teksten er en analogi, som bruger skabelonen fra beretninger om tempelbyggeri til at beskrive, hvordan Gud skabte og ordnede sit kosmiske tempel på samme måde, som mennesker konstruerede jordiske templer til at udtrykke den skabte orden i miniatureform. Teksten handler for mig at se derfor mere om, hvordan Gud ordnede kosmos og gav elementerne deres forskellige funktioner, end om den materielle skabelse.

Og hvis vi endelig skal bringe beretningen i dialog med naturvidenskaben, så er det da interessant, at såvel skabelsesberetningen i 1. Mos 1. og naturvidenskaben er enige om, at det hele begyndte med ingenting, og at det endte med den verden, vi får beskrevet i 1. Mos 2. og fremover. Hvad der skete mellem disse to punkter, står selvfølgelig til diskussion. Men er min læsning af skabelsesberetningen 1. Mos 1. forsvarlig, så er den faktisk åben for flere mulige forklaringer.

Når jeg skriver, at det selvfølgelig står til diskussion, så er det fordi, du i din retorik også overvurderer, hvad naturvidenskaben er i stand til at vise os. Ingen videnskab kan bevise noget i absolut forstand.

LÆS OGSÅ: I begyndelsen var evolutionen

Enhver videnskabsmand er sig bevist, at videnskabelige resultater i sidste ende altid er baseret på forudsætninger, som IKKE kan bevises. Min pointe er ikke nødvendigvis, at evolutionsteorien er usand, men at det kræver en accept af dens forudsætninger, hvis man skal overbevises af dens resultater.

Derfor er diskussionen mellem evolutionslære og kreationisme ikke KUN spørgsmål om henholdsvis videnskabelige data og litterærkritiske argumenter, men OGSÅ en diskussion om evolutionslærens og bibellæserens forudsætninger.

Bedste hilsner
Jens Bruun Kofoed
Lektor og ph.d. ved Dansk Bibel Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener