Hvorfor tro på dommedag, når Jesus tog skylden?

Man kan sige, at der skete et bytte med Jesu død: Han tog vores skyld og skam, vi fik hans retfærdighed og værdighed, skriver forfatter og læge Thomas Teglgaard. Billedet er af Giovanni Battista Tiepolo og er malet i 1745-1750. Foto: Wikimedia Commons.

Dommedag er den dag, hvor Gud én gang for alle bortskaffer ondskaben. Dermed melder problemet sig: Hvad så med mennesket, svarer forfatter og læge Thomas Teglgaard

Spørgsmål:

Kære brevkasse.

Jeg er en nysgerrig muslim på 16 år.

Jeg havde engang en diskussion med en præst, om hvorvidt man bliver straffet i kristendommen (hvis man synder). Jeg fik aldrig et svar på mit spørgsmål, som gav mening.

Jeg spurgte om dommedagen, og om den stadig fandtes, og om man stadig tror på den som kristen. Hvor præsten svarede direkte: "Ja".

LÆS OGSÅ:Hvem er Jesus?

Jamen okay, hvordan kan det så være, at man IKKE straffes for sine synder, så længe man tror på treenigheden og følger de ti bud? Hvad hvis man synder ved siden af? Det gør alle mennesker jo, hvad er meningen så med livet, hvis Jesus "frelste" de kristne fra ilden, og hvorfor tror man så stadig på dommedagen?

Jeg søger et svar, der besvarer alle mine spørgsmål, for det kunne præsten desværre ikke give mig.

Med venlig hilsen
Nadin

Svar:

Kære Nadin

Sagen er, at Gud er hellig, ren og retfærdig, og for os syndige mennesker er det et problem. Vi vil gå til grunde i mødet med ham. Og dommedag? Dommedag er den dag, hvor Gud én gang for alle bortskaffer ondskaben.

Dermed melder problemet sig: Hvad så med mennesket? Hvis mennesket, som er elsket af Gud, går til grunde i mødet med Gud, hvad nytter da denne kærlighed?

LÆS OGSÅ:Gud som menneske

Det var så her, Gud engang så på sin søn og sagde: Du må gøre det. Du må frelse det vildfarne menneske.

Og det gjorde Jesus. Han, som ikke kendte til synd, blev gjort til synd. For dig og for mig og for alle andre mennesker. Han, som er højt ophøjet, han, som var med ved skabelsen, han, som er konge og herre i evighedernes evigheder, han blev menneske. For dig og for mig og for alle andre mennesker.

Han tog vores synd og skyld og skam, bar det op på Golgatas kors - og dermed sonede han hele verdens synd. Jeg præciserer: Han sonede din og min synd!

LÆS OGSÅ:Hvorfor siger kristne, at Jesus er Gud?

Man kan sige, at der skete et bytte: Han tog vores skyld og skam, vi fik hans retfærdighed og værdighed.

På dommedag skal vi alle dømmes af Gud - enten efter vores egne gerninger eller efter hans. Ethvert menneske også du, Nadin, er indbudt til at tage imod Guds store gave: At Jesus gælder for dig. At det, han gjorde for dig, virkelig er dit. At Gud ikke kan dømme dig, for hans egen søn er trådt ind som mellemmand, som stedfortræder, som frelser. Guds egen retfærdighed bliver din.

LÆS OGSÅ:Hvorfor forventer kristne en dommedag?

Jeg forsøger at få frem, at tror vi på Jesus, kommer vi slet ikke for dommen - Jesus er vores stedfortræder. Og jeg forsøger bevidst at undgå ordet "gerninger", fordi det i sidste ende er helt og aldeles ligegyldigt, hvad vi har gjort af godt og ondt her i livet. Det afgørende på dommedag er dette: Tror vi på Jesus? Gør vi det, går vi fri. Tror vi ikke, dømmes vi efter vores gerninger.

Til sidst en bekendelse: Jeg kan blive fuldstændig rædselsslagen ved tanken om at skulle dømmes efter mine gerninger. Om jeg er værre end andre mennesker, ved jeg ikke (det er jeg muligvis), men kræver Gud fuldkommenhed af mig, er jeg aldeles fortabt. Men jeg ved også - det er mit kristne håb - at Jesus gælder for mig. Og så er alt godt. Jeg gentager - for mig selv og for dig: Jeg tror på Jesus, og så er alt godt. Nu og i dommen og i al evighed.

Varm hilsen i håbet om, at også du må finde nåde hos Gud

Med venlig hilsen
Thomas Teglgaard
Forfatter og læge

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.