Kan vi opdrage vores børn religiøst neutralt?

Forældrene er nødt til at bestemme, hvilket religiøst tilhørsforhold barnet skal have, mener Lone Skov Al Awssi. Foto: sxc.hu

Lad tvivlen komme børnene til gode, svarer katolik Lone Skov al-Awssi, der er gift med en muslim

Spørgsmål om religion og familieliv

Kære Lone Skov Al Awssi

Jeg har to børn med min kone, som er katolik. Vi blev gift i den katolske kirke af hensyn til min kone. Jeg var som de fleste andre danskere protestant, men besluttede for nogle år siden at melde mig ud af folkekirken og blive agnostiker. Inden vi fik børn, diskuterede vi aldrig, i hvilken tro de skulle opdrages.

Det skal dog siges, at jeg skrev under på ved kirkebrylluppet at lade mine børn opdrage i den katolske tro, men det var rent symbolsk for mig og ikke mindst af hensyn til, at min kone kunne få et katolsk bryllup.

Da den ældste blev 7 år, begyndte min kone imidlertid at presse hårdt på for at få dem begge døbt i den katolske kirke. Mit forslag var i stedet at vente indtil de bliver 18 år og så selv lade dem bestemme, men i den mellemliggende periode give dem indsigt i det at være katolik og agnostiker.

Hendes forslag var at døbe og konfirmere dem og så lade dem træffe en beslutning, når de bliver 18 år. Vi fik desværre aldrig afsluttet den diskussion på en ordentlig måde. Min kone besluttede så at få dem døbt og efterfølgende konfirmeret, hvilket jeg ikke rigtigt havde nogen mulighed for at forhindre.

Jeg har presset på for at få dem meldt ud af den katolske kirke, og det har min kone nu accepteret, og hun har også givet mig ret i, at det var en forkert at lade dem døbe og konfirmere. Men det er teori, da den katolske kirke ikke accepterer, at forældre udmelder deres børn af kirken. De må selv gøre det, når de bliver 18 år.

Så jeg føler, at jeg er blevet sat skakmat. Hvordan skal vi igen få skabt en naturlig ligevægt? Det skal siges, at vi i alle andre af livets forhold er meget enige.

Venlig hilsen
Jesper

Svar fra brevkassen

Kære Jesper

Tak for dit spørgsmål.

Tillad mig at finde det yderst positiv, at du og din kone, midt i alle uenighederne om børnenes religion, alligevel holder sammen og er glade for hinanden.

Ja - let er det ikke, og jeg forstår godt, at du føler dig løbet over ende, fordi din hustru resolut tog en beslutning om at døbe og konfirmere børnene.

Nu spørger du jo en katolik, så derfor bliver du sikkert ikke forbavset over min holdning. Jeg forstår inderligt, hvorfor din kone har handlet, som hun gjorde.

Dåben er nemlig livsvigtig og indgangsdøren til alle de øvrige sakramenter, dåben sletter arvesynden, og ved dåben skænker Gud troens nådegave, som en evne til at kunne åbne sig for troen.

Måske har din kone alligevel lagt mere i det, da du underskrev, at børnene skulle være katolikker ved jeres bryllup, og hun har nu forpligtet sig til at oplære dem i den katolske tro, idet de på hendes foranledning er blevet døbt.

Jeg tror ikke på, at et barn skal have to religioner. Forældrene er nødt til at bestemme, hvilket religiøst tilhørsforhold barnet skal have.

Der er vigtige ritualer at overholde. Skal barnet være kristen, skal det døbes. Skal det være jøde eller muslim, skal det for drengenes vedkommende omskæres etc. Det er nødvendigt med et fast udgangspunkt, et holdepunkt for barnet.

Dog bør der være tilstrækkelig tolerance og åbenhed i et religiøst blandet ægteskab til at også den anden part kan høres.

Du skal da have lov til at diskutere og fortælle børnene om, hvad det vil sige at være agnostiker - uden at din kone bliver ked af det. Fortæl jeres børn om forskellen i jeres holdninger, uden at der går konflikt i emnet og uden at nedgøre den andens synspunkter. Det giver en spændende dialog med børnene og breder sig hurtigt til at omfatte forskellen på andre religioner.

Her i huset har vi haft mange gode samtaler med vores søn om vores religioner, og det har hurtigt omfattet forskellen på andre religioner, filosofier og politiske holdninger.

Jeg bilder mig ind, at det har bidraget med almindelig dannelse, men også i høj grad om tolerance og forståelse for andre menneskers livsholdninger og værdier.

Ofte er vores familie eller venner bekymrede for, at vores søn bliver helt forvirret. Mor er katolik, far er muslim og han vokser op i et land, hvor statsreligionen er protestantisk. Men børn er kloge og slet ikke så lette at bringe ud af fatning, de er også nysgerrige og videbegærlige.

Jeg ser det som en berigelse, at ens barn får så godt et kendskab til religionerne, og det er et fantastisk udgangspunkt for senere i livet at træffe valget om religiøst ståsted på et yderst kvalificeret grundlag. De børn, som intet har med sig hjemmefra, bliver måske lettere tiltrukket af de alternative sekter, som efter min mening udnytter mere end de opbygger.

Jeg skal ikke gøre mig klog på agnosticisme, men jeg har dog forstået, at agnosticisme ikke har noget med ateisme at gøre, men at en agnostiker mener, det er umuligt for mennesker at opnå viden om Gud. Kan man sige, at I er tvivlere? Lad tvivlen komme dine børn til gode, de får et ekstra aspekt i deres liv, det er en gave og benyt muligheden for at tale med dem om din holdning, I vil få så mange spændende samtaler.

Held og lykke.

Venlig Hilsen,
Lone Skov Al Awssi
Salgsagent, katolik og muslimsk gift

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.