Masseødelæggelses-våben hindrer retfærdig krig

I dag har den pacifistiske bevægelse vind i sejlene i kristne kredse, bl.a. fordi ideen om den retfærdige krig er svær at fastholde, skriver missionsteolog Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Ud fra Jesus ord og handlinger er der for mig næsten ikke nogen tvivl om, at pacifisme er det eneste rigtige. Og så alligevel.

Luther talte jo positivt om krig, hvis det var i næstekærlighedens navn, og man hører meget sjældent om kristne pacifister. Det skulle da lige være Martin Luther King Jr. Og et land som USA, som er gennemsyret af kristendom, er for mig at se ét af de mest krigsliderlige.

Jeg mener ikke, at man skal folk lade i stikken, men der findes altid andre udveje end mord. For mig er livet helligt.

Er jeg helt forkert på den, når jeg som kristen er pacifist, og dermed modstander af alle former for vold - også krig?

Lennart Pedersen

Svar:

Ja, man kan være kristen og pacifist. I grunden er det lettere at begrunde et pacifistisk livssyn ud fra Bibelen end et ikke-pacifistisk. Budet om ikke at slå ihjel hører til grundlaget for en jødisk-kristen tro.

På samme måde taler profeterne om længslen efter og forventningen om fred både nu og siden. Messias kaldes fredsfyrsten. Det Gamle Testamentes beskrivelse af det velsignede liv er shalom. I det Ny Testamente finder vi samme mønster, fred med Gud ved Jesus Kristus og fred med min næste. Hele Jesu liv og død er et skrig mod volden.

Det pacifistiske syn har stået stærkt gennem kirkens historie, især blandt bevægelser, som magtens kirke forsøgte at undertrykke, fordi deres syn stødte sammen med de verdslige magthaveres brug af krig og vold til at styre.

Således finder vi pacifisme hos en række af de, som den officielle kirke kaldte kættere, f.eks. katharerne i Middelalderen. I dag er det især mennonitterne, der som kirkesamfund forfægter pacifisme, altså igen en af de bevægelser man under reformationen kaldte kættere.

Derfor måtte de flygte til USA, hvor de i dag har gjort sig kendt for deres dygtige forsvar for pacifisme. Dette forsvar har spillet en central rolle blandt andre pacifistiske bevægelser. Så en kristen pacifist er i godt selskab.

Det lader sig vanskeligt gøre at forsvare krig og vold fra et kristent livssyn. Imidlertid respekterer jeg dem, som siger, at det handler om at vælge mellem to onder. I nogen sammenhænge er krigen den eneste måde at bekæmpe et større onde, som for eksempel nazisme og fascisme.

Man taler derfor om retfærdig krig og da helst en forsvarskrig mod de, som ellers vil lægge verden øde, og som ikke rammer civil-befolkningen. Dette har været det traditionelle synspunkt inden for etablerede kirker som Folkekirken.

I vor tid kan man imidlertid med rette spørge, om det er muligt at føre en retfærdig krig i en verden med ekstreme ødelæggelsesvåben. Vil ikke en sådan krig, som de fleste andre, måtte bruge eller friste andre til at bruge atomvåben og kemisk krigsførelse? Derfor har den pacifistiske bevægelse haft vind i sejlene i kristne kredse de sidste årtier.

Jeg respekterer videre de, som i ekstreme situationer vil hævde, at man som kristen kan blive nødt til at deltage i diktatormord.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer var pacifist, men lod sig alligevel overbevise om, at det var hans pligt at deltage i mordforsøget på Hitler (jvf. ny film med Tom Cruise om dette forsøg). Men, sagde Bonhoeffer, man kan ikke deltage i noget sådant uden at få beskidte hænder.

Pacifisme er ikke ukompliceret, men det er i takt med selve hjerteslaget i evangeliet om fred, forsoning og ansvar for min næste.

Derfor, siger amerikaneren Walter Wink, er vi som kristne forpligtede på at kæmpe mod et ødelæggende system, som bilder os ind, at problemer kan løses med vold. Den slags systemer kommer fra magter, som står Gud imod.

Med venlig hilsen
Knud Jørgensen
Missionsteolog ved Areopagos

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.