Spørg

Hvordan skal jeg pleje en døende buddhist?

Buddhister kan blive bisat, eventuelt begravet. I forbindelse med begravelsen kan det være, at pårørende vil lægge penge og noget tøj i kisten i den tro, at den afdøde har noget at klare sig med i den nye verden. Men her er det mest bedemanden, de snakker med herom, svarer læge og buddhist Kim Nguyen.

Ritualer og traditioner omkring den sidste tid kan være forskellige afhængig af hvilken type buddhisme, man følger, svarer læge og buddhist Kim Nguyen

Spørgsmål

Hel

Jeg er social- og sundhedshjælper og skal passe en døende, som er buddhist.

Er der noget, jeg skal tage hensyn til, og hvordan skal jeg forholde mig med hensyn til den døende og de pårørende før og efter døden? Hvor og hvordan bliver de begravet? Er der noget, jeg skal gøre eller ikke gøre?

Venlig hilsen,
Elisabeth

Svar

Kære Elisabeth

Generelt burde døden ikke være en overraskende eller chokerende begivenhed for en buddhist. Ritualer og traditioner omkring den sidste tid kan være forskellige afhængig af hvilken type buddhisme, man følger. Nogle buddhister har også lidt overtroiske handlinger i den tro, at det vil give den døende et bedre "liv", der hvor vedkommende kommer hen.

Der er ikke noget bestemt, du skal gøre i dit arbejde. Det, jeg kan råde dig til, er at spørge de pårørende og den døende, om de har nogle særlige ønsker, som muligvis kan imødekommes.

Eksempelvis kan det være et ønske om at have en afspillermaskine stående, hvor den døende kan ligge og lytte til buddhistisk bøn i baggrunden.

Buddhister kan blive bisat, eventuelt begravet. I forbindelse med begravelsen kan det være, at pårørende vil lægge penge og noget tøj i kisten i den tro, at den afdøde har noget at klare sig med i den nye verden. Men her er det mest bedemanden, de snakker med herom.

Men spørg de involverede, for det er svært for mig at sige noget specifikt og generelt, idet forskellige mennesker gør tingene forskelligt. Nogle har ikke behov eller ønsker herom, og nogle har andre holdninger.

Venlig hilsen,
Kim Nguyen
Læge og buddhist

*Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.