Er man dum, hvis man tror på Gud?

Personligt kan jeg slet ikke forstå, nogle mennesker virkelig tror på de religiøse fortællinger. Det ligger mig meget fjernt, og jeg har aldrig selv troet på det, svarer ph.d. Stinus Lindgreen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Nu har jeg gået her og tænkt over noget. Findes Gud? 

Jeg synes ikke selv, at Gud og andre åndelige ting findes. Når jeg snakker, med folk om religion påstår de, at Gud skabte jorden og ham/hende/dem er grunden til, at vi er her. 

Men er det sandt? For alt der står om Gud er i tidskrifter eller gudsbøger såsom Bibelen og så videre. 

Jeg synes, at det er naivt at sige, at Gud findes på grund af et par bøger. Supermand, Spiderman og Batman blev også til via bøger, så de findes jo også? 

Altså når jeg siger sådan, vil folk siger, at de er fantasi, mens Gud er rigtig? Jeg synes der er noget, der ikke klinger her. 

Min mening er, at vi blev skabt ud fra aber (Darwins teori) Altså dinosaurusser levede for flere million år siden, og den tid fandtes Gud ikke? For Guds fødsel er jo 2014 år siden fra år 0. 

Er vi mennesker nogen typer, som tror på alt? Jeg har haft denne diskussion med min mor, som siger, at Gud findes lige meget hvad. Hvor jeg går mere ud fra fakta og den videnskabelige del og ikke tror på det. Jeg synes selv, at mine børn skal lære, at Gud ikke findes, at man skal tro på sig selv. 

Jeg møder mange mennesker, som tror, at man kommer i himlen, fordi man er et godt menneske, Gud hjælper en, når man har brug for det og så videre. Say what!?! 

Jeg synes, at der virkelig er nogle mennesker, som skal kigge på noget, de selv siger, og ikke tro på alt det, de bliver bildt ind. 

Nu må I gerne give et ordenligt feedback om, hvad I tror. Er det mig, der er dum, eller er det folk, som ikke kan se sandheden i øjnene? 

Venlig hilsen
Visiharan

Svar:

Kære Visiharan

Tak for dine spørgsmål. Det er jo nogle af de helt store: Findes der guder? Er guder lige så (u)virkelige som Superman? Er man dum og naiv, hvis man tror på guder? Og hvad med forholdet imellem religion og videnskab?

Lad mig starte med at ridse op, hvad jeg selv mener, hvilket langt hen ad vejen er det samme som dig: Jeg tror ikke på guder - hverken dem som mange mennesker tror på i dag, eller dem som mange mennesker troede på tidligere. 

For mig er de alle sammen menneskelige opfindelser, og i den forstand er jeg helt enig med din sammenligning med tegneseriehelte. Begge dele er eventyr, og intet af det bliver rigtigt, bare fordi det er skrevet ned, eller fordi rigtig mange mennesker tror, at det er rigtigt. 

Virkeligheden afgøres ikke ved demokratisk afstemning. Jeg er selv forsker, og den videnskabelige metode er for mig at se menneskets vigtigste værktøj. Det er den bedste måde, vi har, til at undersøge verden omkring os og blive klogere på, hvordan det hele er skruet sammen. Religiøse “forklaringer” er for mig ubrugelige.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan jeg vide, om Gud findes?

Men jeg vil ikke sige, religiøse mennesker er dumme. Jeg har mødt mange religiøse mennesker, og jeg har haft mange diskussioner med dem – for eksempel med Peter Øhrstrøm her på religion.dk. Diskussionen kan læses her.

Jeg er ikke enig med Peter, og jeg mener, han tager grundlæggende fejl, men jeg ville bestemt ikke kalde ham dum.

Og hvorfor så ikke det? Fordi jeg ikke er arrogant nok til at påstå, at en så stor del af jordens befolkning er dumme. Lad mig bruge professor Øhrstrøm som eksempel igen. 

Han tager fejl, og han lader sine religiøse fantasier farve sit verdensbillede i en sådan grad, at han ikke accepterer fakta. Men det gør ham ikke dum - blot menneskelig. 

Folk tror af mange forskellige årsager, og når først man tror, så kræver det virkelig meget at indrømme overfor sig selv, at man tager fejl. Så vil man hellere prøve at massere (eller ignorere) fakta, så man kan få det til at passe ind i sin forudopfattelse af verden. 

Og det er noget, vi alle kan falde for. Det er derfor vigtigt, man altid bruger sin kritiske tænkning og den videnskabelige metode - også til at bore i sine egne ideer og overbevisninger.

LÆS OGSÅ: Hvordan forenes tro og videnskab?

Men jeg mener, der er en konflikt imellem religion og videnskab. Hvis religion engang spillede en rolle med at give (forsimplede og forkerte) forklaringer på verden omkring os, så er dens nytteværdi i dag endnu mindre end nogensinde før. 

Igen og igen har vi undersøgt alskens fænomener med det resultat, at den magiske eller religiøse forklaring er entydigt forkert. Videnskaben kan i dag forklare de ting, som vi tidligere fandt på religiøse myter for at forstå. Universets begyndelse. Jordens opståen. Livets mangfoldighed. Moral og samarbejde. Og så videre, og så videre. 

Religion har aldrig kunnet forklare noget som helst, og jeg mener, vi ville være bedre tjent uden. Men jeg ved også, det aldrig kommer til at ske. Det er mennesket et alt for overtroisk dyr til.

Personligt kan jeg slet ikke forstå, nogle mennesker virkelig tror på de religiøse fortællinger. Det ligger mig meget fjernt, og jeg har aldrig selv troet på det. 

Religion fyldte intet i min barndom (vi gik ikke engang i kirke juleaften), men mine forældre har aldrig sagt, at guder ikke findes. Det var bare ikke noget, der spillede en rolle. Nu har jeg selv to børn. 

Du skriver, du vil fortælle dine børn, at der ikke findes guder. Min tilgang er lidt anderledes: Børn er nysgerrige, og de elsker at undersøge ting og blive klogere. Jeg har haft mange spændende samtaler med især min ældste, og når han spørger, så svarer jeg ham. Også om religion. 

En ting er religiøs indoktrinering i skoler og lignende, som jeg ikke vil acceptere, men hvis han spørger, hvad jeg mener, så svarer jeg ham ærligt. 

Vi har også snakket om religion, hvor vi forklarer, at nogle mennesker tror på de her historier, men hvis han spørger, så svarer vi ærligt, at vi ikke tror på dem. Jeg mener, det er vigtigt for børn at lære, at folk er forskellige, og at det er ok. Jeg tror, man kommer længst ved at give børnene værktøjer til at tænke kritisk og undersøge tingene - så følger resten af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvor er Gud i en ond verden?

Her til slut vil jeg gerne rette et par misforståelser i noget af det, du skrev. 

Du har helt ret i, at Darwins arbejde og den videreudviklede evolutionsteori forklarer mangfoldigheden af liv uden behov for religiøs hokus pokus. Men vi er ikke “skabt ud fra aber” (ordet “skabt” skurrer i mine ører). 

Vi er aber, vi deler en fælles forfader med chimpanser, som vi splittede fra for cirka seks millioner år siden, men vi er i samme evolutionære gruppe som chimpanse, gorilla og orangutang. 

Det er cirka 66 millioner år siden, dinosaurerne uddøde (bortset fra Theropoderne, der gav ophav til nutidens fugle), men du roder lidt rundt i teologien: Vores tidsregning er baseret på det hypotetiske tidspunkt for Jesu fødsel - ikke Guds (selv om de åbenbart er den samme, hvis man tror på den slags). 

Nogle troende holder imod al evidens fast i, at jorden kun er 6.000-10.000 år gammel, og de har selvfølgelig en masse problemer (fordi de åbenlyst tager fejl), men de fleste troende vil sige, at Gud skabte jorden for cirka 4.5 milliarder år siden og derefter liv og så videre. 

De accepterer den videnskabelige konsensus og masserer deres religiøse myter for at få det til at passe sammen i deres hoveder. Jeg mener selvfølgelig, de tager fejl, og at ideen om en gud er irrelevant og ikke kan forenes med vores videnskabelig forståelse af verden.

Med venlig hilsen
Stinus Lindgreen
Ph.d. i bioinformatik 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.