Bør Scientology anerkendes i Danmark?

"En godkendelse som trossamfund vil have stor betydning for scientologernes identitet og omdømme. Spørgsmålet er dog, i hvilket omfang en godkendelse vil forbedre Scientologis omdømme i lyset af de mange negative historier, der er i omløb," skriver cand. mag. Anders Brønsted. (Foto: Scientology voluntørjakke). Foto: .

Principielt ser jeg det som en styrke, hvis religionsligheden styrkes her til lands, og så må det være op til den enkelte at overveje, hvilken religion, filosofi, politisk bevægelse med videre, man i givet vil involvere sig i, svarer cand. mag. Anders Brønsted

Spørgsmål

Kære Anders Brønsted

I forbindelse med min SRP, hvor jeg vil beskæftige mig med Scientology, læste jeg din artikel: "Hvorfor er Scientology ikke anerkendt?"og har dertil følgende spørgsmål:

Hvordan anerkender man et trossamfund i USA, hvor Scientology er anerkendt?

Hvilke konsekvenser/hvilken betydning vil det få, hvis Scientology bliver anerkendt i Danmark?

Hænger den øgede udbredelse af Scientology sammen med individualiseringen?

Venlig hilsen
Cecilie

Svar

Kære Cecilie

Lad os tage dine spørgsmål i nævnte rækkefølge.

Som du sikkert er opmærksom på, så varierer det fra land til land, hvorvidt Scientology er et anerkendt trossamfund eller ej.

Kriterierne, man godkender efter, varierer, og der er forskel på, hvilke rettigheder og pligter, der følger med godkendelsen. For eksempel er Scientology godkendt i Sverige men blot som en slags registrering som trossamfund eller religiøs organisation, hvor der ikke følger eksempelvis skattebegunstigelser med som i Danmark, hvor Scientology jo ikke er anerkendt som trossamfund.

Se denne liste over lande, hvor Scientology er anerkendt eller ikke-anerkendt som trossamfund. Nederst på listen står USA, og her finder du et link videre til den myndighedsinstans, der har godkendt Scientology og hvilke kriterier, der ligger til grund:

Så til dit andet spørgsmål. Jeg mener, det er oplagt, at en godkendelse i Danmark vil være attraktiv for Scientology af to grunde, som jeg også angiver i den nævnte artikel på religion.dk.

Dels medfører en godkendelse nogle rettigheder: retten til at foretage vielse med borgerlig gyldighed, opholdstilladelse for udenlandske forkyndere, skattefradrag i forhold til donationer og andre skattemæssige begunstigelser, egne begravelsespladser med videre.

Men udover disse rettigheder vil en godkendelse som trossamfund også have stor betydning for scientologernes identitet og omdømme. Spørgsmålet til det sidste er dog, i hvilket omfang en godkendelse vil forbedre Scientologis omdømme i lyset af de mange negative historier, der er i omløb.

Principielt ser jeg det som en styrke, hvis religionsligheden styrkes her til lands, og så må det være op til den enkelte at overveje, hvilken religion, filosofi, politisk bevægelse med videre, man i givet fald føler sig tiltrukket af og involverer sig i.

Scientologi skal selvfølgelig overholde landets love ligesom alle andre, og i Tyskland og Frankrig har der været retssager mod dem på baggrund af anklager om økonomisk svindel og magtmisbrug.
Endelig spørger du, om Scientologys øgede udbredelse kan forbindes med individualiseringen.

Det er faktisk svært at afgøre, hvor udbredt Scientology er, da mange er skeptiske over for de medlemstal Scientology selv angiver. Hvorom alting er, så er individualisering et særdeles karakteristisk træk ved moderne religiøsitet, hvilket bekræftes af de store værdiundersøgelser, der har været foretaget i Danmark de sidste 30 år.

To religionsforskere (Peter B. Andersen og Peter Lüchau: "Individualisering og aftraditionalisering af danskernes religiøse værdier") konkluderer på baggrund af værdiundersøgelserne, at danskerne ikke er blevet mindre religiøse, hvilket afviser en sekulariseringstese, men at vi i langt højere grad end tidligere selv sammensætter vores religiøse forestillinger og praksis på tværs af religioner og traditioner.

Det kan vi kalde individualisering og aftraditionalisering af danskernes religiøse værdier. Så hvis Scientologi som en nyere religion vokser, passer det fint med denne tendens.

Endelig kan det nævnes, at nogle forskere fremhæver (Olav Hammer: "Claiming Knowledge"), at moderne religiøsitet (esoterisme, new age, nye religioner) ofte rummer disse træk: legitimering gennem brug af videnskabelig diskurs, henvisninger til ældgamle visdomstraditioner og fokus på spirituelle oplevelser. Det passer efter min umiddelbare vurdering ret godt på Scientologi særligt hvad angår det første og sidste element.

Held og lykke med din opgave.

Med venlig hilsen
Anders Bæk Brønsted
Cand. Mag.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

"En godkendelse som trossamfund vil have stor betydning for scientologernes identitet og omdømme. Spørgsmålet er dog, i hvilket omfang en godkendelse vil forbedre Scientologis omdømme i lyset af de mange negative historier, der er i omløb, skriver cand. mag. Anders Brønsted. (Foto: Scientology voluntørjakke). Foto: wikimedia.org